Tip os
  • 1/: Island er barsk, gold og utrolig smuk. Man skal ikke befinde sig på vulkanøen ret længe, før man i den grad fornemmer naturens kræfter.
  • 1/: Reykjavik er en farverig og meget kulturel by, som vi får at se blandt andet på en fire timer lang sightseeing.
  • 1/: Ved Skogafoss-vandfaldet kan man gå op ad trapperne og se vandfaldet fra oven - meget smukt!
  • 1/: I et amfibiekøretøj drøner vi a la James Bond fra landet og lige ud i vandet, hvor vi sejler rundt blandt de skulpturelle isflager.

Island - naturoplevelser i verdensklasse

Spændende rundrejse til det smukke og kraftfulde Island 16.-21.maj er spækket med store oplevelser - ikke mindst på Vestmannaøerneaf Lone Henningsenlgh@herningfolkeblad.dk
31. oktober 2015, 07.11

Island har så meget at byde på.

Natursceneriet er utrolig barskt og goldt med ekstreme vidder, hvor de sorte lavasletter forsvinder ud i horisonten. Det er, som om naturen her er helt specielt levende, kraftfuld og nærværende.

I århundreder har islændinge levet side om side med aktive vulkaner, en boblende undergrund og med Atlanterhavets rasen i baghaven.

Men landet er også landbrug med små hyggelige bondegårde, der lyser op med deres kobboltblå tage, gamle historiske fiskehytter af træ og den lille, store hovedstad, Reykjavik, der med sin internationale stemning faktisk har ret meget kulturelt at byde ind med. I Reykjavik findes der mange fantastiske restauranter, og det islandske køkken er en oplevelse. Der er en del særprægede retter på menuen, men også et moderne islandsk køkken, der gør brug af de gode lokale islandske råvarer i en ny fortolkning.

Som rejsende er det nemt at tabe sit hjerte til naturens stilhed og til øens storslåethed, så lad dig rive med på denne skønne rejse, hvor de spændende Vestmannaøer er en del af programmet. Rejsebureauet Ourworld er teknisk arrangør, og rejsen er lavet i samarbejde med Sørens Rejser.


Sort sand og sæler

Afgang mandag 16. maj. Mulighed for buskørsel til Billund lufthavn, hvor rejselederen tager imod. Herfra flyves der direkte til Keflavik om eftermiddagen.

Vel ankommet til Island fortsætter vi til den lille by Vik, hvor vi indkvarteres og spiser aftensmad. Gå dig efterfølgende en tur ved den sorte strand - et ret underligt syn.

Efter morgenmaden kører vi til Jökulsárlón Glacier Lagoon og går en tur langs lagunen, der er fyldt med turkisblå isskulpturer. Sammen går vi om bord på et amfibiekøretøj, og den næste halve time sejler vi rundt blandt isflager og skulpturer, der er knækket af Europas største gletsjer - skøn oplevelse, og måske ser vi også en sæl eller tre.

Næste punkt er det imponerende vandfald, Skogafoss, der er resultatet af en gletsjer-tunge. Her kan du følge stien til toppen af vandfaldet. Få kilometer derfra gælder det Seljalandsfoss - et andet vandfald, hvor man kan gå bagom, så man står mellem klippevæggen og det brusende vand - sjovt og lidt vådt.


Ramt af vulkanen

Herfra går turen til færgen, der skal sejle os over til den største af Vestmannaøerne på en halv time. Her venter hotelfatter Magnus på os og kører kufferterne til det fine og nyrestaurerede hotel, mens vi selv går de 400 meter fra færgelejet.

Mange kan sikkert huske det voldsomme vulkanudbrud, der næsten lagde Vestmanna øde i 1973. Vulkanen Eldfell er stadig varm, og der kan bages brød på siderne. Byen bærer præg af udbruddet, men indbyggerne elsker deres ø og er med rette stolte over at vise den frem.

Efter morgenmaden skal vi ud og opleve denne forunderlige ø.

I byen ser vi meget tydeligt, hvor lava-skillelinjen går til, og vi skal også høre om øernes spændende historie med overfald af sørøvere, der kom så langt fra som Algeriet.

Rundturen bringer os også til fjeldet, hvor vi skal nyde synet af de mange fugle - især de sørgmodigt udseende søpapegøjer plejer at bringe smilet frem.

Vi forlader Heimaey sidst på eftermiddagen og kører til Reykjavik, hvor vi indlogeres på centraltbeliggende Fosshotel Baron.


Storbyens fristelser

Torsdagen er viet til den smukke og efterhånden meget populære »storby« Reykjavik. Vi indleder med en fire timer lang sightseeing, der giver et godt indblik i hovedstadens mange muligheder og helt fantastiske arkitektur. Dagens første stop bliver ved Perlan, som består af seks store vandtårne, som i gamle dage rummede byens reservoir for varmt vand. I dag er det en udstillingshal med restaurant samt en udsigtsplatform, formentlig det bedste sted at skue over hele Reykjavik, Atlanterhavet samt de omkransende bjerge.

Næste stop er ved Halgrimskirken - udnævnt som en af verdens 50 smukkeste bygningsværker. Vi skal nyde kirkens arkitektoniske særpræg både inden- og udenfor.

Efterfølgende besøger vi fiskerihavnen og musikhuset. Eftermiddagen er på egen hånd. Har du lyst til at tilbringe et par timer i en af byens termiske bade, er rejselederen gerne behjælpelig.


Den boblende undergrund

Fredag efter morgenmaden snupper vi »Den Gyldne Cirkel«. Først gælder det Tingvellir sletten, stedet hvor de første islændinge mødtes for at skabe deres parlament. Det er også stedet hvor den europæiske og den amerikanske kontinentalplade mødes.

Næste stop er ved den boblende gejser Stokkur, der med få minutters mellemrum sender kogende vand og damp op i 30 meters højde. Videre til Gullfoss - det vilde og imponerende vandfald, som ligger i utroligt smukke omgivelser.

Lørdag er det tid til at sige farvel til Island. Vi flyver fra Keflavik klokken 08 med ankomst til Billund klokken 12.45 lokal tid.


Prisen er

Prisen for denne rejse er 9995 kroner per person i dobbeltværelse. Eneværelsestillæg på 2270 kroner. Abonnenter på avisen får et citygavekort på 400 kroner.

I prisen er inkluderet:

Bus til Billund t/r

Fly Billund-Keflavik t/r

Dansk rejseleder hele vejen

Overnatninger på gode hoteller

Udflugter som beskrevet

Morgenmad dagligt

Middag på Hotel Adda i Vik

Lufthavnsskatter, brændstoftillæg med videre per august 2015.

Tilmelding til Læserklubben.


Ordet er dit