Tip os
  • 1/: Anna (Trine Dyrholm) keder sig i ægteskabet og presser Erik (Ulrich Thomsen) til at lave et kollektiv i sit barndomshjem.
    Foto: Ola Kjelbye/nordisk Film
  • 1/: 70'er-stil og -stemning er præcist ramt i Thomas Vinterbergs overrumplende uventede parforholdsdrama. ?
    Foto: Ola Kjelbye/Nordisk Film
  • 1/: Den uimodståelige forelskelse mellem lærer og elev bliver begyndelsen på enden for kollektivet (Ulrich Thomsen og Helene Reingaard Neumann).
    Foto: Henrik Petit/Nordisk Film

Den smertende tresomhed

»Kollektivet« går fra farceplettet folkekomedie til dødsmærket kærlighedsdrama
15. januar 2016, 19.00

FILM »Kollektivet« er en helt anden film end forventet. Jo, rammen er da et ægte 70'er-kollektiv i en stor, gammel Københavner-villa, men handlingen, som denne ramme så troværdigt og tidstypisk driver frem, er et forholdsdrama af Bergmansk dybde og Cassavetesk intensitet. Kvinder under indflydelse af en kærlighedskraft, som både kan gøre vanvittig og slå ihjel, desperat angste for at ældes og for at forlades.

Filmen bygger på instruktøren Thomas Vinterbergs egne barndomsoplevelser i et kollektiv, hvilket ikke fornemmes i filmen. Her er det den triste afslutning sidst i 70'erne på en æra fyldt med håb, oprør, drømme og livsenergi symboliseret ved den tragiske afslutning på et langt, tæt parforhold. Den tids seksuelle frihed, utvungne nøgenhed, uproblematiske mængder joints, smøger og druk står i voldsom kontrast til nutidens kropsforskrækkede og -fikserede nypuritanisme, hvilket da også vises, men ikke er en integreret del af dramaet.


Ujævnt skuespil

Til gengæld demonstrerer rollefigurerne knivskarpt den usolidariske egoisme, der hersker i kollektivet: Fremmedarbejderen, der ikke gider arbejde og derfor heller ikke betale, rodet, kun en enkelt gider rydde op, det enorme bajerforbrug, ingen vil være ved. Og da så en af kollektivets grundpiller forelsker sig stormende og gengældt i en ung studerende, får den smukt idealistiske, men umulige kollektivtanke sit dødsstød.

En kollektivist dør af et knust hjerte, hvilket fører fint tilfredsstillende over i, at en anden finder kærligheden, men i en Strandvejs-villa, langt fra kollektivet og langt fra den tidsånd og det oprør, filmen så overraskende går så let hen over.

Skuespillet er ujævnt, men ikke uinteressant: Fra Trine Dyrholms velkendte, medrivende kæmpetalent og Martha Sofie Wallstrøms imponerende, rørende debut til Vinterbergs hustru, Helene Reingaard Neumanns Bambi-bedårende ydre, men begrænsede dramatiske talent og herimellem en række solidt udførte biroller. Handlingens egentlige centrum og drivkraft er arkitekten Erik, som Ulrich Thomsen spiller med sin pudsige staccato-mumlen dækkende over et vildt eksplosivt temperament, men desværre snupper hans latterligt unaturlige paryk en del af opmærksomheden fra rollen.

Torsdag den 14. januar: Danmarkspremiere på »Kollektivet«


Ordet er dit