Tip os
  • 1/: Alicia Vikander og Eddie Redmayne tager hinanden - og os - op til nye kunstneriske højder som det danske maler-ægtepar.
    Foto: Uip
  • 1/: Hammershøisk stilrenhed danner rammen om parrets kreative kunstnerliv i den frydefuldt omhyggelige film.
    Foto: UIP
  • 1/: Det gamle København inddrages naturligt og umusealt i det dybt fascinerende dokudrama.
    Foto: UIP

Flugten fra den forkerte krop

»Den danske pige« er en smuk og uafrystelig stærk kærlighedstragedie fortalt i fornemste filmsprog
06. februar 2016, 19.00

Kunstnerægteparret Wegener har været gift i fem lykkelige år, da Gerda kickstarter deres fælles tragedie ved at iklæde Einar kvindetøj og lade ham sidde model. For da dukker hun op igen: Kvinden, som altid har boet i Einars krop, men hidtil har været holdt effektivt nede. Nu vokser hun sig bare større og stærkere, den indre Lili, til hun til sidst helt fortrænger den Einar, hvis mandekrop hun så længe har været fængslet i. Gerdas lille udklædningsspøg starter dermed den lavine, der fratager hende sin elskede ægtemand.

Dette sande højdramatiske forløb skildrer instruktør Tom Hooper og hele hans hold så stærkt, smukt og indlevet, at den skæve kærlighedstragedie kryber dybt ind under huden og bliver der: Så grusom kan naturens lunefuldhed være, så fatalt resultatet af forsøget på at rette op på den.

Hvert eneste billede fryder ved sin visuelle omhu. Farver, lys og temperatur skildrer tydeligt, hvor vi er: Et køligt-diset Danmark med det, der er tilbage af det gamle København, og dets mest pragtfulde sale medvirker uden at blive museal kulisse, mens familien Wegener bor i Hammershøisk stilrenhed omkring deres kunstneriske aktiviteter og kærligt varme sexliv. Og i disse medskabende og medrivende omgivelser færdes et persongalleri så ægte og så velspillende, at det gør inderligt ondt i hjertet på smukkeste vis.


Filmisk fryd

Da parret forlader Danmark til fordel for 1920'ernes vilde Paris, forandres alt: Gerdas kunst blomstrer med ægtefællen som atypisk, opsigtsvækkende model, Einars transformation til Lili accelererer, deres ubrydelige kærlighed vedvarer, men nu helt anderledes og sexløs. Og alt dette - ned i mindste detalje - aflæses tydeligt af både skuespil og filmsprog, som mærkbart ændrer karakter i nøje overensstemmelse med handlingens udvikling. Det er stor filmkunst på alle planer.

Filmen er befriende fri for tillærte accenter, sproget er engelsk, og svenske Alicia Vikander har aldrig været bedre, mere medrivende følelsesdesperat. Og som Einar/Lili er den himmelstormende nye stjerne, Eddie Redmayne, en elegant, smækker mand og en henrivende, forførende kvinde, med hele kønsskiftets følelseskaos skrigende fra ansigtsudtryk som fra kropssprog. To formidable præstationer, som tydeligt forstørrer og forstærker hinanden.

Med en pudsig, indforstået hyldest til det frisindede og seksuelt vidtfavnende Danmark kaldes en af personerne Axgill: En sammentrækning af Axel og Eigill, det første officielle bøsse-ægtepar i Danmark, men årtier senere end denne films Hans (Matthias Schoenarts), der er Einars barndomsven og første forelskelse.

Begår man den fatale fejl at tro, at »Den danske pige« kun er for elskere af moderne kunst og barsk transseksualitet, og tilhører man ingen af disse kategorier, vil man snyde sig selv for en stor, voldsom, gribende og gennemført filmisk frydefuld oplevelse.

»Den danske pige« havde danmarkspremiere i aftes over hele landet.

5 stjerner af 5

6 stjerner af 6

Fakta om filmen:

Titel: »Den danske pige«

Instruktion: Tom Hooper (»Kongens store tale«, »Les Miserables«)

I rollerne: Eddie Redmayne (Einar Wegener/Lili Elbe), Alicia Vikander (Gerda Wegener), Ben Whishaw (Henrik), Amber Heard (Ulla), Matthias Schoenarts (Hans) m.fl.

Tilladt for børn over 11 år

Længde: 2 timer og 3 minutter.


Ordet er dit