Tip os
Det er torsdag 19. januar, at Jan Kildelund holder foredrag.
Foto: Jakob Stigsen Andersen

Beredskabsmand fra Engesvang er på pletten i kriseramte områder

Foredrag med Jan Kildelund - en del af det nationale danske beredskab
11. januar 2017, 17.30

ENGESVANG Når noget går helt galt et sted i verden, så man nødt til at trække på gode kræfter fra hele kloden, bliver der ofte sendt bud efter Jan Kildelund fra Engesvang.

Han er ansat ved Beredskabsstyrelsen i Danmark, og han er ekspert i at få kommunikationssystemer op at stå ved store katastrofer.

Det vil han fortælle bysbørnene noget om, når Kulturens Venner torsdag 19. januar har foredragsaften i kulturhuset Den Gamle Biograf.

- Jeg vil primært fortælle ud fra min 10. tur til udlandet som udsendt af Beredskabsstyrelsen. Det var til Nepal, som 25. april 2015 blev ramt af et voldsomt jordskælv på 7,8 richter. Vi havde fået en anmodning fra FN om at støtte FN's katastrofeeksperter. Vi skulle blandt andet sørge for indkvartering, forplejning, it og telekommunikation, forklarer Jan Kildelund.

Grejet blev pakket og lastet på fly. Og så kom det værste i enhver katastrofesituation: Der blev propper i indflyvningen af hjælp, hvilket for Jan og hans folk fra Danmark betød ventetid i en lufthavn i Turkmenistan.

Men Jan Kildelund, hans folk og hans udstyr kom ind i Nepal, og det fik en afgørende betydning for, at hjælpearbejdet til de mange døde, sårede og hjemløse blev koordineret.

Når Jan Kildelund stiller op til foredraget i Engesvang er det med ét enkelt forbehold.

- Sker der en katastrofe ude i verden, hvor der bliver kaldt på mig og Beredskabsstyrelsen, så kommer jeg bare ikke til Kulturhuset.


Ordet er dit