Tip os
Det er fem år siden, at de første hylder og varer blev sat op i genbrugsbutikken, og nu er det blevet tid til at modernisere lokalerne. ?
Foto: Jonas Møller Jensen

Blå Kors tømmer butikken i Skibbild-Nøvling

Blå Kors' genbrugsbutik i Skibbild-Nøvling skal have tømt hylderne for varer, så der er plads til at give lokalerne en kærlig hånd
21. december 2016, 10.21

SKIBBILD-NØVLING For fem år siden lejede borgere i Skibbild-Nøvling sig ind i byens gamle købmandsbutik og åbnede en Blå Kors-genbrugsbutik i lokalerne.

Siden da er butikken blevet et samlingssted, som drives af cirka 30 frivillige, og nu er det blevet tid til at lave om og modernisere butikkens rammer, som skal fremstå lysere og mere indbydende.

Der skal blandt andet laves nye skillevægge, hylder og lignende.

Ombygningen betyder, at der er slagtilbud mellem jul og nytår, hvor hylderne skal tømmes for varer, så der er plads til at lave om. Fra onsdag til fredag i næste uge er der således rabat på alt i butikken.


Åbningsfest i januar

Derefter går ombygningen i gang, og fredag 6. januar inviteres der til åbningsfest i de »nye« rammer. Her kommer Blå Kors' vicegeneralsekretær og klipper snoren, og der vil blandt mange tiltag selvfølgelig også være kaffe på kanden.

Blå Kors-butikken har en stærk tilknytning til lokalområdet, og alle materialer og maskiner til ombygningen er stillet til rådighed af de lokale firmaer, Skibbild Entreprise og Skibbild Møbelfabrik, som også giver en hånd med ved behandlingen af møbler og udstillingsgenstande.

Overskuddet fra Blå Kors' genbrugsbutikker går til at hjælpe socialt udsatte mennesker i Danmark.


Ordet er dit