Jens Poulsen kan som administrerende direktør i DK Company med tilfredshed gøre status over et regnskabsår med stor vækst.
Foto: Henrik Ole Jensen Henrik Ole Jensen

DK Company i voldsom vækst

Ikast-virksomheden har offentliggjort nyt regnskab med rekordresultat på 90 mio. kroner
28. marts 2012, 15.10

Tekstilvirksomheden DK Company med hovedsæde i Ikast har for sjette år i træk offentliggjort et rekordregnskab. Overskuddet for 2010/11 lyder på 90,4 millioner kroner før skat og en omsætning på 800 millioner kroner.

Det hører med, at regnskabet omfatter 18 måneder, da virksomheden har lagt regnskabsdatoen om i forbindelse med sin børsnotering.

Forrige regnskab for 2009/10 (12 måneder) viste til sammenligning en omsætning på 298 millioner kroner og et resultat på 34,6 millioner kroner.

Succes i svært marked

Ikke overraskende betegner administrerende direktør Jens Poulsen udviklingen som tilfredsstillende.

- Især fordi fremgangen er skabt på trods af den økonomiske krise, der stadig præger en lang række lande verden over, og et modemarked med stor konkurrence, siger Jens Poulsen.

DK Company-koncernen består i dag af 19 forskellige brands, som sælges i 28 lande gennem godt 4000 forhandlere. Desuden råder DK Company A/S over 25 egne og franchiseejede multibrandbrandbutikker.


Ordet er dit