Tip os
Erik Overby. Privatfoto

Erik Overby Jensen, Bording, er død

26. december 2016, 11.23

Dødsfald

Værkfører Erik Overby Jensen, Sønderborgvej 70 i Bording, døde pludseligt i dagene op til jul. Han blev ramt af et slagtilfælde på sin ugentlige motionsløbetur i Bording Løbeklub, og hans liv stod ikke til at redde. Han blev kun 61 år.

Erik Overby var ældste barn i en søskendeflok på fem, der voksede op på et husmandssted på Klochsvej. Forældrene, Emma og Aage Overby, drev landbrug, som senere blev ændret til skovbrug, parallelt med at faren havde job i andre brancher.

Erik Overby har levet hele sit liv i Bording. Efter endt skolegang på Bording Skole bevægede han sig dog uden for bygrænsen, da han fik læreplads som pladesmed hos Venøs Auto. Et par år senere gik turen til Ikast Automobiler, hvor han har været ansat siden 1979 - de sidste mange år som en blandt kolleger værdsat værkfører, som brændte for sit fag og for tilfredse kunder.

Han havde rent faktisk planer om tilbagetrækning inden for en overskuelig fremtid, og til otiumslejligheden var der hjemkøbt en gammel Folkevogn, som var tiltænkt hele turen.

Men sådan skulle det desværre ikke gå.


43 år med julecup

Som indfødt bordingdreng med opvækst i 1960'erne og 1970'erne var det en naturlov at spille håndbold. Erik Overbys andet hjem blev da også Bording Hallen. Han var på årgang med flere af det kuld, som kastede den første ære over Bording som håndboldby. Det var dengang, man spillede i grønne bukser og orange trøjer, og stod det til Erik Overby, skulle farven aldrig have været lavet om.

Han besad måske ikke det største talent, men han var en af de allerbedste og mest trofaste klubfolk. Som ungdomstræner, som tidtager, som assisterende træner på bedste damehold og ikke mindst med 43 års uafbrudt udvalgsarbejde som frivillig i Danmarks ældste julehåndboldstævne, Midtjysk Jule Cup. Julecup'en i år uden Erik Overby er næsten ikke til at forestille sig.


Motionsløb og skov

Erik Overby nåede enkelte førsteholdskampe som stregspiller helt op i 3. division og toppede sin karriere med en ottendedels-finale i landspokalturneringen mod Virum/Sorgenfri, hvor han spillede over for blandt andre Hans Henrik Hattesen. Det har de hørt meget om i Bording og omegn i årene, der fulgte.

I sine voksne dage var Erik Overby ivrig motionsløber i Bording Løbeklub, men det, der fyldte mest i fritiden, var arbejdet med og udviklingen af den skov, som han og de fire søskende arvede og videredrev efter forældrenes død. Det var stort, når han to gange årligt kunne samle familien i flere generationer til arbejde og hygge på den tomt, hvor familien havde sit udspring.

Og så var Erik Overby en livsnyder, der nød hyggen og omgangen med de venner og det netværk, han havde opbygget og plejet i flere årtier.


Bisat fra Bording Kirke

Erik Overby blev i 1987 gift med Ikast-pigen Tove Saaby, og parret har sat to piger i verden. Familiens ve og velbefindende optog ham meget.

Ældste datter Anne er pædagog og forblevet i hjembyen, mens den yngste, Trine, er HR-ansvarlig hos Haribo.

De efterladte brødre bor i Bording, Ikast og Engesvang, mens søsteren har bosat sig i Stenløse.

Erik Overby blev bisat fra Bording Kirke, hvor han også er døbt og konfirmeret. Det skete tredje juledag, og hans urne vil senere blive sat ned i skoven på Klochsvej, hvor han kendte og elskede hvert et træ - mange af dem nogle, han selv havde plantet.


Ordet er dit