Eriksen føler sig sikker på mesterskabet
Ajax fører den bedste hollandske fodboldrække med seks point foran AZ Alkmaar.
- Den er næsten på hundrede procent - vi skal vinde to af de sidste fire, så har vi mesterskabet. Der skal gå rigtig meget galt for, at vi ikke vinder det, siger Christian Eriksen til sporten.tv2.dk.
Søndag vandt Ajax den tiende kamp i træk, da klubben besejrede De Graafschap med 3-1 på hjemmebane. Christian Eriksen scorede målet til 2-0 i den kamp.
I sæsonens resterende fire kampe møder Amsterdam-klubben Groningen, Twente, Venlo og Vitesse.
Blandt disse er kun Twente et tophold, og Twente er et af de hold, som stadig har chancen for at snuppe titlen i Holland.
Ajax har haft et par svage perioder tidligere på sæsonen.
- Vi havde aldrig nogensinde drømt om, at vi skulle stå i den situation, vi står i nu. Inden vinterpausen var vi bagud med 11 point, og nu er vi foran med seks til andenpladsen, siger Christian Eriksen.
Ajax møder Groningen på søndag.
/ritzau/


Annonce fra avisen
Se flere annoncer fra avisen







