Færre unge kriminelle - hash bekymrer dog
Gennem de senste fem år er kriminaliteten blandt børn og unge dalet støt i Herning Kommune. Det viser en statistik over udviklingen, som den forebyggende enhed hos lokalpolitiet i Herning har lavet.
I 2008 rejste politiets sigtelse mod 164 unge under 18 år for tyveri, hærværk, vold, våben eller lov om euforiserende stoffer.
Sidste år dalede antallet af sigtelser til 91, fortæller politiassistent Chr. Hsæum hos lokalpolitiet i Herning.
Tæt samarbejde
Chr. Hæsum er tilknyttet det finmaskede SSP-netværk, som er bygget op mellem skoler, socialforvaltning og politiet.
- Vores primære opgave er at få afdækket uheldig adfærd på et tidligt tidspunkt. For os politifolk er det af utrolig stor værdi at være sammen med folk, der kender de unge, deres kammerater, deres søskende og ved, hvad de går og laver. Alle de informationer, som de sidder inde med, kan vi ikke selv stampe op af jorden, siger Chr. Hæsum om SSP-netværket.
Chr. Hæsum vurderer på baggrund af udviklingen, at »der er blevet rimelig styr på de yngre unge«, som han siger det.
Kurven knækket
Statistikken fortæller, at der sidste år blev rejst sigtelser mod 84 unge i alderen 15 til 17 år. Syv børn og unge under 14 år blev sigtet.
- Kurven på fødekæden synes umiddelbart at være knækket, siger Chr. Hæsum.
På et punkt er den forebyggende enhed hos lokalpolitiet i Herning dog bekymret.
Andelen af unge i Herning, der ryger hash er genem årene faldet til 5 procent, mens tallet på landsplan er 14 procent.
- Men det er vores fornemmelse, at forholdsmæssigt for mange unge har en lemfældig tilgang til det at ryge hash, siger politiassistent Chr. Hæsum.


Annonce fra avisen
Se flere annoncer fra avisen













Mod dumhed kæmper selv de stærkeste guder forgæves.