Første positive regnskab i fem år
Vindmølletårn-producenten Marsh i Herning har i seneste regnskabsår haft et plus, hvilket er det første regnskab med sorte tal på bundlinjen de seneste fem år.
Produktion effektiviseret
Selv om der er tale om beskedne 5,5 millioner kroner, er udviklingen markant i forhold til de foregående fire år, der samlet har givet et tab på en kvart milliard kroner.
- Vi har fået effektiviseret produktionen, forklarer administrerende direktør Michael Hagmann, der tiltrådte i efteråret 2010.
Virksomheden har da også præsteret en højere produktivitet med stort set halvt så mange ansatte.
Maling og montering
Resultatet for seneste regnskabsår kunne tilmed have været endnu bedre.
Marsh overtog i efteråret både maling og montering, der tidligere blev udført af underleverandører.
- Det har taget os længere tid at få den del af produktionen kørt ind, siger Michael Hagmann, der dog venter, at de to aktiviteter i indeværende regnskabsår vil bidrage positivt.
Han venter, at omsætningen i det kommende år vil vokse fra nuværende 190 millioner til den gode side af 200 millioner.
For øjeblikket er ordrebogen fyldt frem til marts 2013, og virksomheden beskæftiger for øjeblikket omkring 220 mand.


Annonce fra avisen
Se flere annoncer fra avisen













