FCM overvandt skidt start

24. april 2012, 20.50

FC Midtjylland er sikker på at vinde sin pulje i kvindernes slutspil. Tirsdag aften vandt FCM hjemme i Ikast med 28-23 over FIF.

Sejren kom i hus efter en anden halvleg, hvor FCM satte tingene på plads. Efter en forfærdelig første halvleg førte hjemmeholdet blot 12-11, efter FIF faktisk havde ført 11-8.

Men i starten af anden halvleg blev der trukket fra til 16-13 og 19-14. Det hul formåede københavnerne aldrig at lukke, og spændingen ebbede ud.

Flot kamp af fløjene

I første halvleg var det angrebsspillet, som FCM-pigerne slet ikke kunne få styr på. Det blev bedre efter pausen, hvor FCM dog også fik gang i kontraspillet.

I målet stod Ingrid Ødegård en flot kamp, og fløjene Gitte Brøgger og Trine Østergaard var sikre i kontraspillet. Brøgger blev topscorer med seks mål, mens Line Jørgensen, Trine Østergaard og Trine Troelsen alle scorede fem gange.

Sidste kamp før semifinalerne er på lørdag, hvor FCM spiller i Viborg. Men den kamp er nu helt uden betydning for FC Midtjylland.



Ordet er dit