Finansnyt den 21. juni
Dagens vigtigste begivenheder
Dagen i dag byder på et par industribarometre. Philadelphia Fed’s industriindeks for juni, hvor indekset ventes tilbage i positivt territorium oven på det noget uventede dybe fald i maj.
Lidt mere interessant bliver det at se anden udgave af Markits nationale PMI-indeks for fremstillingsindustrien – denne gang for juni.
Umiddelbart ser Markits indeks ud til at være bedre til at forudsige udviklingen i BNP og i den faktiske industriproduktion, men ikke desto mindre mangler vi fortsat at se dens evne til at ramme rigtigt fremadrettet.
Derudover er indeksets evne til at forudsige udviklingen i ISM indekset fra måned til måned også begrænset, hvorfor det stadig vil være en større hjælp at se på de regionale indeks såsom Philly Fed i den sammenhæng.
Fra euroområdet modtager vi ligeledes nogle interessante økonomiske nøgletal centreret omkring konjunkturbarometre, herunder især PMI-indeksene for juni. Det samlede composite-indeks faldt i maj for 5. måned i streg til det laveste niveau siden sommeren 2009.
Dermed skuffede indekset endnu en måned, og det blev især tilskrevet øget nervøsitet i erhvervslivet i forbindelse med den tiltagende uro omkring euro-konstruktionens holdbarhed.
Det var først og fremmest industritilliden der trak nedad, men servicesektoren skuffede også ved at falde til yderligere kontraktivt niveau for aktiviteten.
Som udgangspunkt forventer vi et lille yderligere fald i juni-opgørelsen, hvilket vi primært baserer på at gældsbekymringerne bestemt ikke er blevet mindre siden sidste måling, og vi har allerede modtaget et faldende investorbaseret juni-barometer fra Sentix.
Selv hvis PMI-indekset viser sig uændret i juni peger den på en BNP-vækst som dykker betydeligt ned i negativt territorium i 2. kvartal, og vi vil fortsat fremhæve, at det bestemt giver indtryk af en økonomi der er kommet i dybere recessionsproblemer over de seneste tre kvartaler.
Højdepunkter siden sidst
Der var ikke den store tvivl om, at hvor gårsdagens fokus var rettet mod aftenens rentebeslutning fra den amerikanske centralbank, hvor bankens nye økonomiske prognose samt renteforventninger fra de enkelte FOMC-medlemmer ligeledes blev offentliggjort.
Som ventet blev renten fastholdt uændret og vores forventninger om en forlængelse af ”Operation Twist” blev indfriet.
Således valgte Fed at forlænge ”Operation Twist”, der udløber i denne måned, med 6 måneder, hvilket vil indebære, at Fed i slutningen af året vil have solgt det meste af deres beholdning af korte papirer.
Fed har dog kun et begrænset antal obligationer med kortere løbetid tilbage (mindre end USD 200 mia.), så der vil i bedste fald være tale om en noget symbolsk handling.
Spekulationerne om nye aggressive tiltag blev til gengæld ikke indfriet idet der ikke blev indikeret en ny runde kvantitative lempelser (QE3) i form af direkte opkøb af realkredit- eller statsobligationer.
Vi vurderer, at dette kræver en større grad af finansiel afsmitning fra gældskrisen i euroområdet. Som sådan kalder amerikansk økonomi da heller ikke på nye lempelser her og nu, men fortsætter den svage udvikling på arbejdsmarkedet og falder inflationen yderligere, vil det formentlig åbne op for QE3.
Spørgsmålet er dog, hvor stor effekt nye likviditetsindsprøjtninger vil have, når problemet ikke er manglende likviditet men snarere solvens- og kreditproblemer, og hvor renterne allerede er rekordlave.
Som med QE1 og QE2 er der således stor sandsynlighed for, at vi vil se en kortvarig positiv effekt på aktier og råvarer, men ikke meget langsigtet støtte til realøkonomien.
På det efterfølgende pressemøde gav Fed dog udtryk for, at netop problemerne på de globale finansielle markeder fortsat udgør en væsentlig nedside-risiko for de økonomiske udsigter.
Fed’s formulering om den økonomiske udvikling blev fastholdt uændret ”expanding moderately” og væksten forventes at fortsætte med at være moderat i de kommende kvartaler.
Ikke desto mindre nedjusterede de individuelle FOMC-medlemmer deres forventninger til væksten til mellem 1,9% og 2,4% i år – ned fra mellem 2,4% og 2,9% på mødet i april.
FOMC-medlemmerne ser nu en arbejdsløshedsrate på mellem 7,0% og 7,7% i slutningen af 2014 sammenlignet med 6,7% og 7,4% på mødet i april.
Størstedelen af FOMC-medlemmerne forventer stadig den første renteforhøjelse i slutningen af 2014, men til gengæld blev median-forventningen til Fed-renten i slutningen af 2014 nedjusteret til 0,5% fra 1,0%.
Dette indikerer, at selv hvis Fed begynder at stramme pengepolitikken i 2014, så kommer den til at træde meget varsomt.
Endvidere fik vi den gode nyhed, at New Democrazy’s leder Antonis Samaras skal lede en koalitionsregering og han blev derfor taget i ed som Grækenlands nye premierminister.
Der er tale om en koalitionsregering der bygger på 3 partier: New Democracy (1), Pasok (3) og Democratic Left (6).
De tre ledere har dedikeret sig til at etablere en koalition, der vil holde Grækenland inde i eurosamarbejdet og samtidig forsøge at skaffe lidt råderum til en mindre stram politik. Ifølge Syriza så vil den nye regering ikke være i stand til at forhandle lånepagten.
Kina oplevede ifølge HSBC’s flash PMI for fremstillingssektoren i juni yderligere et tilbageslag. Således faldt indikatoren fra tidligere opgjorte 48,4 til 48,1. Dermed er der endnu ikke tegn på at stimulansen har været i stand til at levere et bredt løft til økonomien.
Det skal dog nævnes, at der kan være en vis kalendereffekt i dagens opgørelse eftersom der i denne juni er én arbejdsdag mindre end juni sidste år.
Samtidig er det også værd at bemærke, at størstedelen af stimulansen har været i form af øget långivning samt fremskyndelse af godkendelsen af visse investeringsprojekter, hvilket ikke nødvendigvis som det første løfter stemningen i fremstillingssektoren der i høj grad er afhængig af afsætningsmulighederne til udlandet.
Norges Bank holdt også rentemøde i går og som ventet holdt banken renten uændret på 1,5% for 2. møde i træk. Norsk økonomi har overrasket til den positive side. Med stærkere BNP-vækst, faldende arbejdsløshed og pæne tal for udviklingen i industrisektoren.
Derudover er forbrugerprisinflationen senest sprunget markant i vejret. Vi holder fast i vores forventning om en første renteforhøjelse om knapt et års tid, hvilket især skyldes de øgede gældsbekymringer i euroområdet.
Fra Danmark fik vi tal for forbrugertilliden for juni der viste et større end ventet fald til -2,6 fra tidligere -0,4, hvilket ikke vidner om en acceleration i privatforbruget.
En større dosis negative overskrifter om gældskrisen har givetvis sat sine spor og således trumfet, at arbejdsmarkedet har holdt sig robust samtidig med, at benzinpriserne er faldet en smule og at renterne stadig er lave.
Hertil kommer også, at trods den lavere inflation, så er lønstigningstakten faldet tilsvarende, hvormed der stadig er tale om en udhulning af købekraften i husholdningerne.
I forgårs modtog vi den positive overraskelse fra UK, at inflationen faldt fra 3,0% til 2,8% i maj. Efter offentliggørelsen af referatet fra det seneste rentemøde fremgik det, at BoE-chef King har fået yderligere støtte. King har længe stædigt fastholdt at inflationen ville aftage.
Ifølge referatet var der yderligere 2 medlemmer af rentekomiteen der bakkede op om King’s ønske om yderligere 50 mia. pund aktivopkøb mens et medlem ønskede yderligere opkøb for 25 mia. pund.
De resterende medlemmer ønsker at afvente for at se nærmere på effekten og udviklingen i resten af Europa.


Annonce fra avisen
Se flere annoncer fra avisen













