Frederik Andersen tæt på NHL-kontrakt
Den tidligere Blue Fox-målmand, Herning-drengen Frederik Andersen, er meget tæt på at skrive kontrakt med NHL-holdet Anaheim Ducks.
Landsholdsmålmanden blev for nyligt draftet af Anaheim-holdet, og nu ser det ud til, at en kontrakt er ved at falde på plads. Herning Folkeblad erfarer, at kun detaljer skiller parterne ad.
Bedste keeper i Sverige
22-årige Frederik Andersen spillede i sidste sæson for Frölunda Indians fra Göteborg og blev kåret som den bedste keeper i den bedste svenske række, Elitserien.
Kontrakten med Anaheim Ducks betyder muligvis, at Frederik Andersen i første omgang også kommer til at spille kampe for klubbens farmerhold, Norfolk Admirals i AHL.
Ingen underskrift
Målmanden selv vil dog ikke bekræfte oplysningerne overfor Folkebladet.
- Der er ikke skrevet noget under. Forhåbentlig sker der noget i løbet af denne uge, men indtil da har jeg ingen kommentarer, siger Frederik Andersen.


Annonce fra avisen
Se flere annoncer fra avisen












