Tip os
  • 1/: Fredag efter en fantastisk togtur med Bergens- og Flåmbanen, går turen langs den betagende Aurlandsfjord, op over fjeldet og tilbage til Geilo.
  • 1/: Efter ankomsten til Oslo snupper vi en sightseeing, hvor vi blandt andet ser Kongeslottet og Rådhuset.
  • 1/: Over parlamentet, med den karakteriske løve, i Oslo, vejer det norske flag, der er baseret på Dannebrog.

Grønne dale og høje fjelde i Vestnorge

Med bus, skib og tog udforskes den vestlige del af vores smukke naboland, Norge. Læserklubben tager afsted 6.-11. juli
21. februar 2016, 16.00

Forrygende naturoplevelser i hobetal venter deltagerne, når Læserklubben i sommeren drager til vort smukke naboland, Norge.

Høje fjelde, dybe fjorde og skønne dale - overalt finder man en storslået og betagende natur.

På denne rejse kommer vi til nogle af de mest imponerende områder i Norge: Hardangervidda, Haukelifjeld, Hardangerfjorden, Geilo, Oslo og flere andre steder.

Midtjyllands Avis og Herning Folkeblad er fælles om denne læserrejse, der har Ans Rejser som teknisk arrangør.

Busafgang foregår fra Silkeborg, Ikast og Herning tidligt om morgenen onsdag 6. juli mod Frederikshavn.


En bid af storbyen

I den nordjyske by går deltagerne om bord på Stenas færge til Göteborg. Herfra videre med bussen op gennem Sverige til Oslo, hvor der er indkvartering på Scandic Hotel KNA.

Efter middagen tager vi en tur omkring kongeslottet, rådhuset, Karl Johansgaden med mere.

Torsdag efter morgenmaden kører vi nordpå til Jevnaker ved Randsfjorden. Her besøger vi det kendte Hadaland Glassverk, der er grundlagt i 1762 og er Norges største af slagsen. Vi får en rundvisning og oplever, hvordan man fremstiller glas her på værket. Herefter er der mulighed for køb direkte på fabrikken.

Turen går videre forbi Hønefoss, og ad smukke veje kommer man frem til Geilo sidst på eftermiddagen.

Indkvartering finder sted på Bardøla Hotel, hvor forplejningen er helt i top.


Storslået togtur

Fredag oplever vi nok turens højdepunkt. Vi stiger på Bergensbanen i Geilo og kører med toget ind over enorme fjeldvidder, hvor der hverken er vej eller sti, kun jernbanen. Efter godt en times kørsel skifter vi til Flåmsbanen, som går fra Myrdal til Flåm. Jernbanen falder fra 900 meter til blot én meter.

Flåmsbana, som den hedder på norsk, var under opbygning fra 1923 til 1940. Toget bruger omtrent en time på den 20 kilometer lange strækning gennem 20 tuneller på tilsammen seks kilometer. Hele 18 af tunnelerne er bygget med håndkraft.

Flåmsbana er en af verdens mest attraktive og fantastiske jernbanestrækninger. Togturen fra Myrdal til Flåm giver passagererne en panorama­udsigt over noget af det vildeste og mest storslåede, der findes af norsk fjeldnatur.

Undervejs ned mod Flåm standser toget, så man kan komme ud og fotografere og opleve den enstående natur.

I Flåm venter bussen, og turen går lands Aurlandfjorden op over Aurlandsfjeldet, tilbage til Geilo.


Besøg i en samelejr

Lørdag besøger vi knivfabrikken ØYO i Geilo. Her fremstilles kvalitetsknive, værktøj med videre - og i fabriksudsalget er der mulighed for at gøre en god handel.

Nu går turen videre over Hardangervidda Nationalpark. Vi gør stop undervejs for at nyde den helt enestående natur, ligesom vi også besøger en samelejr.

Læserne kommer til Vøringfossen, det mest berømte vandfald i Norge med et frit fald på 145 meter og et totalt fald på 182 meter.

Efter ophold her går ruten igennem Mjøsadalen til Eidfjord - en fantastisk tur langs den skønne Hardanger Fjord frem til Kinsarvik, hvor vi skal bo på det glimrende Hotel Kinsarvik, beliggende med en storslået udsigt over Hardangerfjorden.

Søndag efter et godt morgenmåltid kører vi langs Hardangerfjorden til Odda.


De mange vandfald

Vi fortsætter videre til Norges største vandfald - Låtefossen, med et fald på 165 meter. Op over Hardabrekkene, ned til Røldal, hvor vi ser den sagnomspundne stavkirke, hvortil pilgrimme tilbage i tiden valfartede for at blive raske til sankthansaften.

Turen bringer os nu op over Haukeli Fjell, endnu et af Norges store højfjeldsområder. Vi får en storslået køretur over fjeldet, inden vi midt på eftermiddagen når Vrådal. Vi indlogerer os på det dejlige Quality Straand Hotel.

Mandag kører vi til til Langesund. Undervejs besøges Telemarkskanalen, hvor vi ser skibe passere gennem et imponerende sluseanlæg.

Efter en færgetur med Fjordline når vi Hirtshals, og læserne er tilbage i Midtjylland først på aftenen.


Prisen er

Prisen for avisens abonnenter er 6495 kroner person i dobbeltværelse. Ikke-abonnenter kan deltage for 6695 kroner per person. Eneværelsestillæg på 1575 kroner.

I prisen er inkluderet:

Kørsel i firestjernet og røgfri langtursbus

Dansk rejseleder hele vejen

Færgeoverfart Frederikshavn-Göteborg

Ophold på hotel med halvpension

Entréer og tog- og færgebilletter

Skatter, moms og afgifter

Bestemt plads i bussen kan købes for 100 kroner.

Tilmelding til Læserklubben.


Ordet er dit