Herning skal spare 50 millioner kroner

Der venter en hård budget-forhandling forude, når byrådsmedlemmerne skal blive enige om budgettet for 2013
25. april 2012, 08.30

Der venter en hård omgang, når det kommunale budget for 2013 skal forhandles på plads.

Styr på økonomien

Mandag var de 31 byrådsmedlemmer samlet til den første budgetkonference, hvor de blev præsenteret for de økonomiske forudsigelser.

- Den gode nyhed er, at der er godt styr på økonomien. Regnskabet viser, at hvor vi i 2010 på især socialområdet havde et frygteligt år, har vi i 2011 fået rettet op, og det ser stabilt ud i 2012. Det er også nødvendigt at have styr på økonomien i de her år, hvor den økonomiske situation betyder, at vi er stramt styret af staten, konstaterer borgmester Lars Krarup (V).

Spareplan på vej

Til gengæld betyder de store offentlige underskud, at kommunekassen næste år får færre penge fra staten.

- Der tegner sig nogle mørke skyer på himlen. Vi ved, at der er en udligningsreform på vej, som vil koste Herning Kommune mindst 13 millioner kroner. Derudover har finansminster Bjarne Corydon (S) allerede meddelt Kommunernes Landsforening og EU, at kommunerne næste år som udgangspunkt får 2,5 milliarder kroner mindre. Baseret på befolkningstal vil Herning Kommunens andel af det være 37,5 millioner kroner. Alene de to øvelser gør jo, hvis de bliver virkelighed, at vi skal finde mindst 50 millioner kroner på budgettet, konstaterer borgmesteren.

På mandag mødes kommunens økonomiudvalg for at diskutere, hvordan man vil håndtere de kommende besparelser.


Relaterede artikler

Ordet er dit