Ingen bud på kæmpecykler
Trafikanter i Albæk-rundkørslen uden for Snejbjerg har de seneste par uger kunnet nyde synet af en kæmpestor skulptur med tre lyserøde racercykler.
Cyklerne er fremstillet af eleverne på Herning Ungdomsskoles heldagsskole på Bjergevej i Sdr. Felding og har tiltrukket sig megen opmærksomhed fra forbipasserende.
Eleverne har arbejdet med projektet i flere måneder som led i Giromania, men nu hvor cykelrytterne er vendt tilbage til Italien, skal megacyklerne også videre.
Spektakulære
Herning Ungdomsskole satte derfor de tre cykler på auktion, men ved budfristens udløb var der ikke fundet et nyt hjem til skulpturerne.
- Der er desværre ikke nogen, der har budt ind, fortæller ungdomsskolens viceinspektør Bente Ørris Poulsen.
At interessen ikke har været overvældende kan måske hænge sammen med cyklernes dimensioner. De er nemlig hver især 12,5 meter høje, 18,5 meter lange, og med hjul der har en diameter på 7,2 meter. Hver cykel vejer desuden et ton.
- Vi havde håbet på at få nogle bud, fordi vi synes, det har været så godt et projekt, men det undrer mig måske ikke, for cyklerne er jo kolossalt store og spektakulære, så jeg har forståelse for, hvis ikke alle kan skaffe sig plads til dem, siger hun med et lille grin.


Annonce fra avisen
Se flere annoncer fra avisen













