Tip os
  • 1/: En smuk sejltur på kanalerne i Friedrichstadt med de pastelfarvede gavltakkede huse langs bredden, er ren idyl.
  • 1/: En tur med svævefærgen over Kielerkanalen er en speciel oplevelse.
  • 1/: Den fine gamle Friesergård »Rote Haubarg« står stadig rimelig strunk selvom den har mange år på bagen.

Kanalernes by - Friedrichstadt

Skøn forårstur til det nordtyske område med den idylliske by Friedrichstadt som base. Sejltur på kanalerne og Eiderfloden og se det spændende Eiderspeerwerk 29.-31. maj By Lone Henningsen lgh@herningfolkeblad.dk
14. februar 2016, 00.01

Den idylliske »hollænderby« Friedrichstadt er klart en ferie værd. De mange små karakteristiske trappegavlhuse giver den et yderst charmerende og romantisk særpræg.

Byen blev grundlagt i 1621 af Hertug Friedrichs III af Schleswig-Gottorf. For at få sin statskasse fyldt, tog han kontakt til Holland, da hollænderne på dette tidspunkt havde ry som værende de bedste handelsmænd overhovedet. Med hjælp fra nogle verdslige hollændere, de såkaldte remonstranter, lykkedes det hertugen at få bygget Friedrichstadt. Han lovede til gengæld hollænderne religiøs frihed i deres nye hjemby og gav dem ydermere lov til at bygge byen op, som de ønskede det.


Religiøs frihed

Derfor støder besøgende i dag på en lille betagende by, som nogle vil mene er hensunket i egne drømme, men som med sit hollandske flair begejstrer de fleste. Den religiøse frihed spiller stadig i dag en stor rolle i byen. For tiden er der fem forskellige »gudshuse« for forskellige overbevisninger, og remonstrantkirken er den eneste af slagsen uden for Hollands grænser.

Med Skave Turistfart som teknisk arrangør drager Læserklubben på tur i det nordtyske søndag 29. maj, hvor bussen samler op i Herning klokken 07.25 med opsamling i Hammerum, Ikast og Silkeborg.

Undervejs mod grænsen serveres der morgenkaffe og brød. Vi fortsætter til Schleswig, hvor deltagerne blandt andet skal se det høje, skæve hus, bygget i vandet, i Schlien. Vi skal naturligvis også besøge domkirken (egen mindre betaling for entré). Denne imponerende kirke, med det fantastiske alter, huser adskillige afdøde kongelige personer og er utrolig smuk.

Med udsigt over det gamle danske land indtager vi vores medbragte frokostsandwich.


Svævefærgen over kanalen

Hen på eftermiddagen kører vi til Rendsburg, hvor deltagerne skal prøve en tur med svævefærgen over Kielerkanalen. Efterfølgende kaffe og kage på Brückenterrassen, lige under broen.

Så går det tværs over landet til Friedrichstadt, hvor deltagerne indkvarteres på Hotel Holsteinische Haus. Middag og tid til at nyde aftenen i denne smukke by.

Mandagen indledes med en god morgenbuffet, hvorefter vi mødes med lokalguiden, som skal vise os byen såvel til vands på kanalerne som til fods.

Retur til hotellet til frokost.


Den utrolige dæmning

Om eftermiddagen tager guiden os med på tur i området, blandt andet forbi en gammel 1700-tals Friersergård, »Rote Haubarg« og helt ud til Ejderflodens udløb i Vesterhavet ved den store Ejderdæmning (Eidersperr­werk) - et utroligt værk, der skal sikre landet mod stormfloder og regulere vandstanden i Ejderen. Retur på hotellet omkring klokken 17.30, hvorefter vi får serveret dagens middag.

Tirsdag kører vi til den hyggelige lille ferie- og badeby, Husum, hvor vi håber at kunne overvære tidsvandets betydning med ebbe og flod. Ved ebbe står skibene i havnen helt nede på bunden.

Er man interesseret i søfart, bliver der tid til på egen hånd at besøge Søfartsmuseet, som ligger tæt ved havnen, eller slentre rundt i de hyggelige gågader for at nå frem til St. Marien (Vor Frue Kirke) fra 1833, der er tegnet af den danske arkitekt Christian F. Hansen, som også har tegnet Vor Frue Kirke i København.

Herefter kører vi til grænsekioskerne for eventuelle (hurtige) indkøb, inden vi når Bredebro, hvor vi får en sen frokost på kroen.


Hyggelige Ribe

Næste punkt på programmet bliver den smukke gamle by Ribe, hvor vi går en kort tur og rejselederen fortæller lidt om den spændende gamle danske kongeby.

Retur i Midtjylland mellem klokken 18-19.

Prisen for denne skønne tredages tur er for avisens abonnenter 2150 kroner pr. person i dobbeltværelse. Ikke-abonnenter betaler tilsvarende 2300 kroner. Eneværelsestillæg på 1200 kroner.

I prisen er inkluderet:

Buskørsel

Dansktalende rejseleder

Kaffe og rundstykker på udrejsen

Frokostsandwich på udrejsen

Eftermidagskaffe med kage i Rendsburg

Udflugtsprogram inkl. sejlads

Ophold på Holsteinisches Haus

2 x frokost

2 x middag

Tilmelding til Læserklubben

Ønsker man bestemt plads i bussen, kan det reserveres for 100 kroner.


Ordet er dit