Tip os
Ewa Møller og Bo Lyngvig tabte retssagen mod den danske stat og Herning kommune, efter de som samboende par er blevet pålagt at skulle forsørge hinanden, når den ene er på kontanthjælp.
Foto: Jørn Deuleran

Kærestepar frygter fremtidig forsørgerpligt efter dom

Et kærestepar fra Sdr. Felding, der har lagt sag an mod Beskæftigelsesministeriet, er skuffede over rettens afgørelse mandag.
09. januar 2017, 15.12

Retssag Kæresteparret Bo Lyngvig og Ewa Møller fra Sdr. Felding er slemt skuffede over en afgørelse om gensidig forsørgerpligt fra Retten i Helsingør mandag.

- Vi er selvfølgelig meget skuffede, men ud over at være skuffede er vi også nærmest skrækslagne over, hvad vores politikere kan finde på af lovgivning fremover, siger Ewa Møller.

De to har sammen med to andre par anlagt sag mod Beskæftigelsesministeriet, fordi de mener, at den tidligere lov fra 2014 om gensidig forsørgerpligt var imod grundloven.

Det mener retten dog ikke, at de tre par har ret i, og der er ikke givet medhold i sagen.

En afgørelse, som Ewa Møller frygter nu kan åbne en ladeport for flere forsørgerpligter på beskæftigelsesområdet. Også selv om loven om gensidig forsørgerpligt blev afskaffet igen i 2016.

- Fremover er der åbnet for, at man kan pålægge hvem som helst forsørgerpligt. Voksne børn, der skal forsørge gamle forældre, siger Ewa Møller.

Parret vil nu nærlæse dommen, inden de beslutter, om de vil anke den til landsretten.

De har fået fri proces, men anker de dommen, er de i tvivl om, hvorvidt deres økonomi kan holde.

- Nu er kontanthjælpsmodtagere ikke lige dem, der råd til at betale store retssager, det siger sig selv, siger Ewa Møller.

Tilbage i 2014 mistede Ewa Møller sin kontanthjælp, fordi kommunen mente, at hendes kæreste, Bo Lyngvig, med sin indtægt fra jobbet som produktionsleder skulle forsørge hende.

I Retten i Helsingør har Bo Lyngvig blandt andet forklaret, at han ikke har ønsket at ville forsørge sin kæreste, og at han derfor følte sin retsbevidsthed krænket, da han blev pålagt en forsørgerpligt.

I de to år hvor loven om gensidig forsørgerpligt var i kraft omfattede den mindst 7000 par.


Ordet er dit