Tip os
Marius Youbi fra Cameroun har fået job i Danmark.
Foto: Flemming Hansen

Marius kommer atter til Danmark

Marius Youbi er blevet ansat som ingeniør på KK Wind Solutions i Ikast og har fået arbejds- og opholdstilladelse i Danmark
02. februar 2016, 13.15

Herning Ingeniørstuderende Marius Youbi, som blev udvist af Danmark til Cameroun en uge efter nytår, har fået ny arbejds- og opholdstilladelse i Danmark. Det skriver Herning Folkeblad tirsdag.

Opholdstilladelsen skyldes, at virksomheden KK Wind Solutions i Ikast har ansat den 31-årige mand som fuldt lønnet ingeniør i stedet for praktikant. Han har derfor fået opholdstilladelse efter den såkaldte beløbsordning, hvor kravet er en ansættelseskontrakt og en løn på minimum 375.000 kroner om året.

- Det er en rigtig god nyhed. Jeg kan slet ikke beskrive min glæde, siger Marius Youbi til Herning Folkeblad.

Den 31-årige ingeniørstuderende måtte 7. januar afbryde studiet og rejse hjem efter ordre fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Begrundelsen var, at han havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen.

Den nye arbejds- og opholdstilladelse løber frem til 2018, hvor den kan forlænges, hvis Marius Youbi stadig er ansat i en dansk virksomhed. Tilladelsen betyder også, at Marius Youbi nu kan færdiggøre sin uddannelse på Aarhus Universitets ingeniørskole i Herning, hvor han inden udvisningen scorede topkarakterer på stribe.

KK Wind Solutions' udviklingschef Henrik Lykke Christiansen siger, at virksomhedens ansættelse af Marius Youbi har været vigtig af to årsager:

- For det første synes vi, at Marius skal have lov til at gøre sin uddannelse færdig. For det andet har vi med jobtilbuddet taget forskud på en ansættelse, der sikkert ville være sket senere alligevel, siger Henrik Lykke Christiansen til Herning Folkeblad.

Marius Youbi siger til avisen, at han forventer at kunne være tilbage i Herning om formentlig to uger, når han har fået sit pas stemplet med det nye visum på Den Danske Ambassade i Ghana.

Læs mere om Marius i dagens Herning Folkeblad eller her på aoh+


Ordet er dit





ERROR: Couldn't open file \\NCS-CIFS\newscycle\SAXO\LIVE\GlobalPaths\AO_SharedTemplates\macros\/footer/footer.pbo
Error message returned was: ERROR: Couldn't open template \\NCS-CIFS\NEWSCYCLE\SAXO\LIVE\GLOBALPATHS\AO_SHAREDTEMPLATES\MACROS\/FOOTER/FOOTER.PBO

Number of attempts were 4.

Error message returned was: Out of memory