Millionstøtte til Rimmerhus
Den beskedne bygning ser ikke ude fra ud af så meget, men kigger man indenfor hos UNI-EL A/S i Rimmerhus, opdager man straks, at her er noget særligt på færde.
Udvikling koster
32 ansatte har gang i et hav af forskellige projekter, for her dukker næsten hver dag nye idéer op.
- Lige nu har jeg to-tre ting liggende på mit bord, og det er meget, siger direktør Aksel Nørgård Graversen, men han smiler, og hans rolle som Ole Opfinder passer ham tydeligvis ganske godt.
At udvikle nye ting er imidlertid ikke helt billigt, så det er et kæmpe skulderklap, at Fornyelsesfonden netop har bevilget fire millioner kroner - eller 60 procent af udgifterne, til et nyt styresystem.
Vedvarende energi
Projektet har fået titlen SmartHousePower, og det er en intelligent inverter, der kan omdanne den jævnstrøm, der produceres i specielt solcelleanlæg på private boliger og husstandsmøller, til vekselstrøm. Strømmen kan så ledes videre ud i vaskemaskinen, el-radiatoren eller andre el-installationer i huset - eller ud på el-nettet.
Nu findes der noget, der ligner, i forvejen, men dette styresystem skal kunne kommunikere imellem el-produktion, el-net og el-forbrug. Systemet kan for eksempel starte vaskemaskinen, lade el-bilen op eller fylde varmeanlægget, når strømmen er billigst.
Projektet starter officielt 1. juli, hvor detailbeskrivelsen skal foreligge.


Annonce fra avisen
Se flere annoncer fra avisen











