Tip os

Mindeord om Jakob Meilby Østergaard Madsen: Han gik ind i folk med træsko på

02. januar 2017, 10.58

Mindeord

Tommy Larsen, Klasselærer i 8. a, Sdr. Felding Skole, har sendt mindeord om Jakob Meilby Østergaard Madsen, Skarrild, der er død i en alder af kun 14 år.

Vores afholdte elev i 8. a Jakob Meilby Østergaard Madsen er pludselig død af hjertestop.

Jakob begyndte på Sdr. Felding Skole i 7. klasse i august 2015 sammen med sine klassekammerater fra Skarrild Skole. Skarrild-børnene blev blandet med elever fra Sdr. Felding. I alt var der 49 elever på årgangen.

Jakob var glad for at gå i skole; han pjækkede aldrig, og på trods af læsevanskeligheder fulgte han levende og aktivt med i timerne og sugede til sig.

Jakob var meget afholdt: af sine klassekammerater, af de øvrige elever på skolen og af lærerne, ledelsen og det øvrige personale på skolen. Jakob var oftest i godt humør og havde let til smil, og hans gode humør smittede af på omgivelserne. Jakob virkeliggjorde talemåden om at gå ind i folk med træsko på.

Når Jakob kom hjem fra skole, var det bedste, han vidste, at gå en tur i stalden og se til sine egne og forældrenes husdyr. Her var Jakob i sit es og kunne lade op. Jakob nød også at gå til fodboldtræning en gang om ugen og spille kamp i weekenden.

I foråret 2016 blev det konstateret, at Jakob led af sukkersyge og sikkert havde gjort det gennem længere tid. Jakob tog det pænt og bevarede i sit gode humør. Han spiste sundt og regelmæssigt og målte blodsukker mange gange i døgnet.

Alligevel var det klart for os, at Jakob var hårdt ramt; pludselig kunne hans blodsukker falde drastisk, og han fik det fysisk dårligt.

Jakobs pludselige død er et chok for alle, som kendte ham, og vore tanker og dybeste medfølelse går til Jakobs forældre, søskende, bedsteforældre og den øvrige famille.

Æret være Jakobs minde.


Ordet er dit