Tip os
Jonna Kjær blev 80 år. Privatfoto

Mindeord om Jonna Kjær: Hun har altid lyttet til sit hjerte

10. januar 2017, 10.41

Mindeord

Følgende mindeord om Jonna Kjær, Tjørring, er skrevet af sønnen Ole Kjær. Jonna Kjær døde 27. december 2016 på sygehuset i Herning. Begravelsen fandt sted 4. januar i Baunekirken klokken 11, hvorefter følget kørte til kirkegården ved Tjøring gamle Kirke. Mindearrangementet var på Restaurant Søgaarden i Sunds med 133 gæster, og det var en dag, som familien mindes med glæde.

Mindeord for Jonna Kjær, i ydmyghed af Ole Kjær:

Min mor har altid lyttet til sit hjerte og levet et liv med kærlighed til verden.

Mor ville ikke gøre et stort nummer ud af, hvem hun var. Allerhelst helt ubemærket sprede kærlighed og lysglimt som små ringe i vandet, der breder sig ud til mange.

Hun vidste, at familien var den base, der skulle til, for at hun kunne udfolde sit liv. Den mand, som i 54 år udgjorde den anden part, blev nok tjekket ud og vurderet i særlig grad for at bestå prøven.

Men i 54 år var Jonna og Jakob en enhed af to individuelle personligheder, som passede godt på os tre og gav os mod på at tage verden ind med lyst sind.

Familien blev basen, som blev plejet, men livet skulle også leves andre steder.

Altid var det mennesker med udfordringer, hun havde sin opmærksomhed på.

Liv er værdifuldt, og min mor så liv alle steder.

Livet var i blomster, træer og buske, i fugle, heste og de andre dyr. Selv os mennesker så hun som nogle fantastiske væsner, der alle havde lige ret til kærlighed.

I arbejdslivet var det forsømte børn, vilde drenge og stille piger. Men også mennesker, som udviklingsmæssigt er skruet sammen på en anden måde. Eller de, der oplever livet gå i stykker med druk, stoffer, prostitution og forbrydelser.

Alle blev set på med kærlighed og omsorg for liv. Men også som en ulvemor, der kalder til orden!

Hendes hjertebarn blev »Lyngblomsten«, et værested i Gullestrup drevet af et hav af frivillige og så min mor. Hun startede og drev stedet i en årrække under Kirkens Korshær, til hun gik på et velfortjent otium.

Til mindefesten viste venner og familie taknemmelighed for, at Jonna Kjær var en del af deres liv. Gennem tiden blev det vist til mange gode snakke og mange kopper kaffe på Brogårdvej 11 i Tjørring og rundt omkring.

Det var de små ringe i vandet.

Min mor var noget særligt, og hun var ydmyg over for alt det fantastiske. Hun gav tid, opmærksomhed og kærlig omsorg til verden og alle os i den.

Hun ville ikke dominere eller bestemme, hvordan du eller jeg skal leve vores liv, hvordan vi skal tænke, tro og handle.

Min mor lyttede til sit hjerte og gav, hvad hun kunne, til os alle.

Lad os ære hendes minde og give opmærksomhed til et af hendes mange digte og gøre, hvad vi hver især kan, på hver vores måde:

Man behøver ikke lytte til et menneske

For at hjælpe et menneske

Man behøver ikke at komme med forslag og anvisninger

For at hjælpe andre

Men hvis du har et hjerte, lytter til det,

og ønsker det godt for andre

har du allerede hjulpet.


Ordet er dit