Allan Pedersen bliver ny direktør for Agromek og Danske Landbrugs-maskinfabrikanter.

Ny direktør for Agromek

Agromek og Danske Landbrugsmaskinfabrikanter (DLMF) får Allan Pedersen som ny direktør.
04. juli 2012, 12.48

Allan Pedersen afløser Jan Tjørnelunde, der går af efter en periode med sygdom som direktør for Agromek.

- Jeg er både glad for, og ydmyg over, at jeg er valgt til at overtage stafetten efter Jan Tjørnelunde Pedersen. Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet, og vil gøre mit yderste for at leve op til tilliden, siger Allan Pedersen, der har første arbejdsdag d. 1. august.

Allan Pedersen har tidligere i en årrække været direktør i H. C. Petersen Danmark A/S, ligesom han har ledererfaring fra Thyregod A/S og DAL-BO A/S. Det seneste år som selvstændig konsulent har han rådgivet leverandører til landbruget om salgs-, markedsførings- og kommunikationsarbejde. Allan Pedersen har dermed allerede nu bred erfaring fra flere af medlemmerne og forståelse for deres behov og interesser.

Med i Landbrug og Fødevarer

Samtidig med direktørskiftet bliver DLMF foreningsmedlem af Landbrug & Fødevarer.

- Vi er meget optaget af, hvordan vi i DLMF bedst servicerer vores medlemmer, og vi har i længere tid været i god dialog med L&F om fordelene ved et tættere samarbejde, siger formand Sten Andersen.

Allan Pedersen, der privat bor i Jelling, får kontoradresse på Axelborg i København.


Ordet er dit