Piger amok med maling i midtbyen
Mellem midnat og klokken 01.15 blev både privat og offentligejendom sølet ind i den hvide maling.
Indtil videre har politiet skrevet rapport om maling på 2 granit- og 1 bronzeskulptur, 4 færdselstavler, 4 cykler, 4 postkasser, 4 opgangsdøre, 1 busstoppested, 3 standere ved lysreguleringer, 1 indvendig dør, 1 bænk samt 2 stykker stof, er hang ved stilladser.
Stjålet maling
De unge kvinder på henholsvis 17 og 21 år havde ifølge politiet stjålet de tre bøtter maling på et kontor i Nørregade, og de var også forbi Kulturellen for at få fingrene i et havebord. Det skulle dog være tilbage på rette sted igen.
Pigerne kunne ikke forklare, hvad der havde fået dem til at male byen hvid, men de havde hvid maling på hænderne, da de blev anholdt.
En graffitivasker brugte en del af natten til at få vasket den hvide maling af al offentlig ejendom, og der venter nu de unge kvinder en kæmpe regning samt en bøde, så der går måske et stykke tid, inden de får råd til at male byen rød.


Annonce fra avisen
Se flere annoncer fra avisen












