Pyrrhussejr?

Landsmøde
16. april 2012, 19.26

SF's landsmøde blev en bred opbakning til partiledelsen, personificeret ved udenrigsminister Villy Søvndal, og den linje, han har ført partiet i regering med. Helt som man kunne forvente.

Det var ganske vist ikke sådan, det fremstilledes forud af den del af mediebilledet, der lever af at skabe røre i den politiske gryde.

Men hærskaren af politiske kommentatorer og analytikere, som landet efterhånden råder over, kender selvfølgelig godt de politiske landsmøders psykologi: Hvor mørkt, situationen end tegner sig før det store medieshow, landsmøderne over en bred kam har udviklet sig til, ender det oftest i fryd og gammen.

Med smil, stående applaus til den til siddende formand og de nødvendige kompromiser, der får tingene til at ligne en sejr til alle; fraset enkelte, som regel betydningsløse, undtagelser. Ingen nævnt, ingen glemt.

Med andre ord: Søvndal blev styrket - det samme gjorde den politik, partiledelsen, ikke mindst formanden og hans unge partistrateg, skatteminister Thor Möger Pedersen, står for. Alt andet ville også have været utænkeligt.

Det lykkedes efter en nats diskussion at skære igennem den komiske debat om, hvorvidt SF er folkeparti eller arbejderparti, med et kompromis i principprogrammet, hvorefter SF nu er partiet for enhver, der vil stemme på SF! Det, der undrer mest er, at den diskussion fik lov at fortsatte så længe.

Lad det nu være - det er sjældent i principprogrammer, man finder svarene på partiernes gøren og laden i den hverdag, der præger vælgernes opfattelse af et parti. Derfor tæller det mere, at ledelsen vandt slagene om bl.a. topskat og boligskat.

Her kan partiets ministre nu rette ind efter de radikale og socialdemokratiske regeringsfællers ønsker - om det er en styrke for partiet, er et andet spørgsmål.

Og om det er nok til at sikre ro i geledderne i SF, også efter festen, er også en anden sag; valget af næstformænd gik ganske vist helt efter topledelsens hoved, men når et flertal i den nye landsledelse vrager den, som landsmødet gav ubetinget flest stemmer - den hidtidige næstformand Meta Fuglesang - skaber det ikke indtryk at, at freden er brudt ud i SF!

At vinderne således tager det hele, minder lidt for meget om samme grådighed som den, SF så ofte har kritiseret erhvervslivets topledere for.

Søvndals storsejr over kritikerne vil heller ikke nødvendigvis smitte af i baglandet uden for landsmødefamilien - de, som i meningsmålingerne viser deres skuffelse over, at SF fik så små resultater af at træde ind i regeringen. Derfor kan sejren vise sig at være en pyrrhussejr.



Ordet er dit