Tip os
  • 1/: De hvide busser med de store røde kors på siden var både offentlige og private busser og rutebiler. Mange frivllige læger, sygeplejersker og civilkorps tog turen til koncentrationslejrene efter de frigivne fanger.
  • 1/: Rundvisning og fortællinger både i Sachenhausen, Neungamme og Frøslevlejren.

Rejsen med »De Hvide Busser«

Firedages tur, 17.-20. maj, i sporene på »Bernadotteaktionen«, hvor de udsendte hvide busser i slutningen af Anden Verdenskrig reddede mange skandinavere fra kz-lejrene i Tyskland
10. januar 2016, 14.00

I slutningen af Anden Verdenskrig lykkedes det for den svenske vicepræsident for Røde Kors, greve Folke Bernadotte, at forhandle sig frem til en ganske betydningsfuld tilladelse.

Hos SS-Rigsfører Heinrich Himmler, der var chef for det tyske kz-lejrvæsen, fik han forhandlet sig frem til at måtte hente danske og norske fanger hjem fra tyske kz-lejre. I begyndelsen gjaldt afhentningen udelukkende syge politibetjente og andre med speciel tilladelse, men senere blev det muligt også at få andre skandinaviske fanger med hjem. Man anede ikke på forhånd, hvilken tilstand fangerne var i, når de blev hentet. De fleste var meget dårlige - nærmest levende lig, og andre var i noget bedre stand, men alle var forståeligt nok akut plejekrævende.

Med hjælp fra frivillige læger, sygeplejersker, chauffører og andre gik en storstilet redningsaktion i gang gennem »De Hvide Busser«.

Både svenske og danske busser/rutebiler/ambulancer - offentlige såvel som privatejede - blev malet hvide med store røde kors, så de ikke blev forvekslet med militære køretøjer - og sendt mod Tyskland.

Både de neutrale svenskere og danskerne gjorde et kæmpe arbejde, som har skrevet sig ind i historiebøgerne, som et stykke unikt krigshistorie med medborgerskab som fortegn.


Inspirationsmøde i februar

Med De Grå Busser som teknisk arrangør står Arne Doktor i spidsen for en bustur, som belyser krigen, koncentrationslejrene og kører i De Hvide Bussers spor gennem Sønderjylland og til Berlin og Hamborg.

Arne Doktor ved utrolig meget om denne aktion og inviterer tirsdag 9. februar på et eftermiddagsmøde klokken 16 på Midtjyllands Avis (begrænset antal pladser), hvor han fortæller om såvel Bernadotteaktionen som om selve busrejsen.

Programmet for turen vil se sådan ud:


Busafgang fra Midtjylland

Afgang fra Silkeborg tirsdag 17. maj fra morgenen af. Opsamling i Ikast og Herning, inden vi kører sydpå mod grænsen. Morgenkaffe, pauser og fortællinger undervejs, inden vi ved 16-tiden når vort hotel i det centrale Berlin, det firestjernede Golden Tulip Hotel.

Aftensmad på hotellet.

Onsdag efter morgenmaden kører vi til Topografi des Terrors - en stor udstilling, der ligger på det sted, hvor Gestapo havde sit hovedkvarter. Det var herfra de forfærdentlige koncentrationslejre blev styret. Udstillingen viser også Tysklands udvikling fra Hitlers magtovertagelse i 1933 til Nürnbergprocessen i 1946.

Vi fortsætter til det jødiske monument, hvor 2711 sten er rejst til minde om de seks millioner jøder, der blev dræbt under krigen - heraf cirka halvdelen i koncentrationslejrene.


Himmlers første lejr

Over middag kører vi uden for Berlin og besøger lejren Sachenhausen. Denne lejr var den første, som blev oprettet af Himmler, og man skønner, at der i perioden 1936-1945 var omkring 200.000 mennesker fanget her.

Heraf var cirka 200 danskere og 2500 nordmænd.

I begyndelsen var lejren mest befolket af politiske modstandere af naziregimet - men efterhånden blev flere, af nazisterne betegnet som racemæssigt eller biologiske inferiøre, spærret inde i Sachsenhausen. Cirka 75.000 mennesker døde af sult, sygdomme, tvangsarbejde og mishandling - eller blev ofre for systematisk udryddelse gennemført af SS.

Vi får en grundig rundvisning og får fortalt om de voldsomme begivenheder. Efter besøget returnerer vi til vort hotel, hvor vi lidt senere spiser aftensmad.


Hamborg dengang og nu

Torsdag sætter vi kursen mod Hamborg. Vi kører til koncentrationslejren Neungamme. Det var til denne lejr, de fleste danske kz-fanger blev fragtet, specielt i krigens sidste periode. Vi bliver vist rundt i de omgivelser, der har huset så meget smerte og elendighed.

Efter besøget kører vi en lille rundtur i Hamborg, inden vi fortsætter til vort hotel Commodore, der ligger meget centralt på Budapester Strasse. Aftensmad på hotellet.


Landsskadelig virksomhed

Fredag efter morgenmaden kører vi mod Danmark, hvor vi besøger Frøslevlejren.

Denne lejr blev oprettet af Danmark efter aftale med den tyske besættelsesmagt og er i dag en af Europas bedst bevarede tyske fangelejre. Flere tusinde danskere sad i lejren, som det tyske sikkerhedspolitis fanger. Selv om Frøslevlejren blev bygget for at undgå deportationer af danskere til koncentrationslejre i Tyskland, blev cirka.1600 Frøslevfanger - stik imod alle aftaler - sendt videre til tyske koncentrationslejres rædsler.

I befrielsesdagene opstod et akut behov for interneringsmuligheder til de tusindvis af danske statsborgere, der af modstandsbevægelsen var mistænkt for landsskadelig virksomhed. Frøslevlejrens mange barakker kunne bruges til det formål. Man omdøbte Frøslevlejren til Faarhuslejren og genbrugte således fangelejren til de såkaldte landssvigere.

Besøget i lejren byder på fortælling om lejren samt mulighed for at se det interessante museum.

Vi er tilbage i Midtjylland igen først på aftenen.

Prisen for denne bustur er for avisens abonnenter 2995 kroner per person i dobbeltværelse. Ikke-abonnenter betaler tilsvarende 3195 kroner. Eneværelsestillæg på 850 kroner.

I prisen er inkluderet:

Ekspertrejseleder

Bustur i fire-stjernet og røgfri bus

Morgenkaffe og rundstykker på udrejsen

To nætter på centralt hotel i Berlin

En nat på centralt hotel i Hamborg

Morgen- og aftensmad på hotellet

Udflugtsprogram inklusvie entréer

Man kan købe en bestemt plads i bussen for 100 kroner.

Tilmelding til Læserklubben.

Eftermiddagsmøde 9. februar

klokken 16.00 på Midtjyllands Avis. Tilmelding kræves - begrænset antal.


Ordet er dit