Tip os
  • 1/: Amfiteater-opbygningen i Koncertsalen er inspireret af Berlinerfilharmonien, mens salens varme, gyldne farver er overført fra Radiohusets Koncertsal.
  • 1/: Besøg på Københavns Rådhus med rundvisning og rådhuspandekager.

Smukke operaoplevelser

Københavnertur med store sangoplevelser fra operakor i DR's koncertsal samt pandekager på rådhuset. Afgang 20-21-april
10. januar 2016, 18.00

En stor samling af de allerbedste operakor, kaldet »De Smukkeste Operakor«, har med stor succes besøgt Koncertsalen de seneste fem år, og de vender heldigvis tilbage i 2016.

Siden 2004 har koret fra den østrigske producent DaCapo begejstret publikum i Europas velrenommerede koncertsale med mesterværker fra operalitteraturen fortolket på medrivende vis af K&K Philharmoniker og K&K Opernchor. En enorm udtrykskraft og en imponerende stemmevolumen er kendetegnene for vokalensemblet, der blev dannet af Matthias Georg Kendlinger i 2003, og som siden 2015 også har optrådt som det ukrainske nationalkor Lviv.

Det alsidige program byder på 19 højdepunkter for kor, scener og orkester fra 16 værker inden for operalitteraturen, herunder »O Isis og Osiris« fra Mozarts »Tryllefløjten«, Summekoret fra Puccinis »Madame Butterfly«, Verdis »Fangernes kor« og »Va, pensiero« fra »Nabucco«.

Derudover kan man glæde sig til for eksempel melodier af Smetana, Wagner, Weber, Bellini og Tjajkovskij, ouverturen til Rossinis »Wilhelm Tell« og mazurkaen fra Moniuszkos »Spøgelsesslottet«.


Den smukke koncertsal

Læserklubben har i samarbejde med Sørens Rejser igen i år arrangeret en tur med billet af bedste type til denne fantastiske koncert, som foregår i DR's fascinerende koncertsal.

Bussen kører fra Silkeborg, Ikast, Hammerum og Herning onsdag 20. april fra morgenen af. Der vil være lækker brunchbuffet på Fyn, inden vi fortsætter mod København.

Her indlogeres vi på det flotte Copenhagen Island Hotel, tegnet af Kim Utzon Arkitekter og udført i meget smagfuld stil. Hotellet ligger på en lille kunstig ø ved Københavns Havn i området Kalvebod Brygge og er bestemt et ophold værd.

Sidst på eftermiddagen mødes vi igen i hotellets restaurant »The Harbour«, hvor vi får serveret en skøn tre-rettes menu med efterfølgende kaffe.

Klokken 18.30 kører vi til Koncerthuset i DR Byen. Huset er tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel og har vundet stor international anerkendelse i form af mange priser for både arkitektur og akustik. Huset rummer fire sale, hvoraf koncertsalen er den største. Salens akustik er optimeret til symfonisk musik, men lydregulerende gardiner kan trækkes frem, så akustikken varieres, når salen bruges til rytmisk musik.

Salen har et kæmpe volumen, men virker samtidig intim, da scenen er placeret midt i salen med publikum siddende hele vejen rundt på forskudte terrasser. Alle 1800 pladser er dermed overraskende tæt på musikerne, hvilket giver en særlig intensitet.

Når forestillingen er slut, køres der tilbage til hotellet.


Rådhuspandekager

Torsdag skal vi nyde morgenbuffeten på hotellet, inden vi kører til nationalromatikkens hovedværk i Danmark, nemlig Københavns Rådhus. I denne så kendte bygning skal vi på en guidet rundvisning med efterfølgende rådhuspandekage i kælderen.

Frokostpausen foregår i Nyhavn, hvorfra man også kan tage på en lille kanalrundfart. Det er altid så hyggeligt og en sjov måde at se byen på.

Midt på eftermidagen forlader vi atter hovedstaden og kører tilbage til Midtjylland. Forventet hjemkomst cirka klokken 20.


Inkluderet i prisen

Prisen for denne dejlige Københavntur er for avisens abonnenter 2850 kroner per person i dobbeltværelse. Ikke-abonnenter betaler tilsvarende 2950 kroner. Eneværelsestillægget er på 575 kroner.

I prisen er inkluderet:

Buskørsel i topmoderne og røgfri bus

Brunch

Overnatning på Copenhagen Island Hotel

3 retters menu med kaffe på »The Harbour«

A-billet til Koncerthuset

Morgenbuffet

Rundvisning på rådhuset med pandekage og et glas vin

Hvis man ønsker en bestemt plads i bussen, kan det reserveres for 100 kroner.

Tilmelding til Læserklubben


Ordet er dit