Sommerstilhed overrasker hotel-ejere
Kun fire biler holder onsdag eftermiddag på den kæmpestore parkeringsplads foran Danhostel Herning, og kun lyden af enkelte biler på Vesterholmvej bryder stilheden.
Indenfor er der lige så mennesketomt, for selvom det er højsæson for sommerferier og turister i de danske byer, er der ikke mange gæster på vandrerhjemmet.
Blev advaret
Det overrasker Henrik og Annette Kjeldsen, der begyndte som værtspar 1. januar.
- Ved vores ansættelse, blev vi »advaret« om, at der absolut ikke var nogen aktivitet i Herning i sommerperioden. Men at det skulle være så dødt, som det er nu, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, fortæller Henrik Kjeldsen.
Sker jo intet
Parret er flyttet til Herning efter i 15 år at have drevet Danhostel i Hobro. Begge er vilde med byen og området og er helt uforstående overfor, hvorfor der ikke er flere turister i byen.
- Der sker jo intet i byen, og jeg fatter det ikke. Her er jo alt. Det er ærgerligt, der ikke er flere gæster, når det er så lækker by med meget at byde på, siger Annette Kjeldsen.
Både hun og manden er dog enige om, hvordan sommeren i Herning burde være.
- Fredag under Giro d’ Italia var der en fantastisk stemning i byen. Sol, mennesker og liv. Sådan burde det være nu, smiler Henrik Kjeldsen.
Travlt efterår
Det er dog stilhed før stormen
Fra 1. august går det nemlig for alvor løs med Formland-messe, koncerter, dagkurser ved kommunen, kunstskøjteløbsturnering, flere firma-møder, lejrskole, ishockeygæster og en håndboldturnering med flere tyske gæster fra den 26. december.
Sidste år var der 156.348 overnatninger på vandrerhjem i Region Midtjylland i følge Danmarks Statistik.
Redaktionen på aoh.dk har været i arkivet og fundet nogle af de historier, der har givet mest genlyd i 2012.
Vi bringer dem i den originale udgave hen over julen og har samlet dem i temaet ”Sådan var 2012”
Det er altså ikke nye historier, men "genudsendelser" af tidligere historier, der kan have udviklet sig senere i andre udgaver af samme historie.


Annonce fra avisen
Se flere annoncer fra avisen












