Ud i den virkelige verden
22-årige Rikke Nørgaard er landet på online-redaktionen aoh.dk efter halvandet år på Journalisthøjskolen i Aarhus. Første del af hendes praktikophold i Mediehuset Herning Folkeblad begynder her, hvor nyhederne bliver skåret til, så de egner sig til online-mediet.
Hun skriver også til avisen og har allerede oplevet fornøjelsen ved at få en ide, som blev ført ud i livet omgående - med research og kontakt til kilderne.
- Jeg har glædet mig til at komme ud og lave »noget rigtigt« og også været lidt nervøs. Jeg har bare nydt det. Tænk, at jeg får løn for det her! Jeg synes virkelig, det er fedt, når ens interesse bliver til et arbejde, siger hun.
Rikke Nørgaard har tidligere gået på medielinjen på Favrskov Gymnasium, hvor hun blev student i 2010. Hun lærte dengang meget om film og tv, men kunne ikke tænke sig at blive tv-journalist og da slet ikke tv-vært.
- Jo, måske kunne jeg lave tv, hvis jeg skulle gøre fodarbejdet. Jeg synes også, det kunne være spændende at lave en dokumentar med elementer fra spillefilm.
Men når man skriver, kan man lege med ordene og være beskrivende, og ikke mindst er det mere varieret. Jeg kan også lide at lave korte nyheder, som vi gør her. Det har jeg ikke prøvet særlig meget på Journalisthøjskolen, siger Rikke Nørgaard.
På aoh.dk gælder det om at få nyhederne ud hurtigt - uden fejl og med overskrifter, der fænger brugerne på et splitsekund. Det glæder hun sig til at lære.
Pilates-instruktør
Rikke Nørgaard er født i Viborg og har i de senere år boet i Hinnerup og Hadsten. Hun flyttede hjemmefra, da hun gik i 1. g på Favrskov Gymnasium.
Lige før hun begyndte på Journalisthøjskolen i februar 2011, brugte hun tid og sparepenge på at tage en uddannelse som pilates-instruktør.
- Det er inspireret af min mor. Jeg har dyrket pilates, siden jeg var 12, og jeg tog den tre måneder lange uddannelse i Aalborg, fortæller hun.
Det betød, at hun bagefter kunne arbejde som pilates-instruktør hos fitness.dk. Hun har også haft andre job, blandt andet som telefonhverver for Amnesty International.
- Jeg søgte ind på Journalisthøjskolen, allerede mens jeg gik i 3. g, men med start i februar året efter. Mange af mine venner er taget ud at rejse, men jeg har tænkt, at det kan jeg gøre senere.
Jeg har været superglad for uddannelsen, og det er det, jeg altid gerne har villet, fortæller Rikke Nørgaard.
Batman og Godfather
At hun gik på medielinjen i gymnasiet, skal ses i sammenhæng med, at hun er »en stor film-nørd«.- Det er irriterende for andre at se film sammen med mig, for jeg kommenterer sådan noget som lys og kameravinkler.
Inden for film kan jeg lide alle genrer, bare filmen har en virkelig god historie - fra den nyeste Batman-film til Godfather-filmene, fortæller hun.
For at holde sig i form løber hun meget, og hun har spillet fodbold, indtil hun var 16 år og siden på hyggeplanet. Efter at være flyttet til Herning er hun blevet bruger i DGI-Huset og vil se, hvad der byder sig af muligheder.
Stor koncert-oplevelse
I de seneste tre-fire år har Rikke Nørgaard gået til salsa-dans, og hun interesserer sig for musik og vil gerne lære at spille saxofon. Hendes kæreste, som bor i Aarhus, spiller trommer.
Når hun bliver spurgt til sin seneste koncert-oplevelse, fortæller hun med begejstring om Bon Iver, som spillede på Roskilde Festival, i øvrigt samtidig med Bruce Springsteen.
Rikke Nørgaard tegner også meget, og hun har fået tegninger udstillet og har solgt portrætter, som var bestillingsopgaver.


Annonce fra avisen
Se flere annoncer fra avisen











