"Ulvene" slagtet i Aalborg
FC Midtjylland tabte fredag aften 0-3 på udebane hos AaB. Som kampen udviklede sig, skal gæsterne være glade for, at de trods alt ikke tabte med mere. For bortset fra i kampens første to minutter - så hang FCM-spillerne hele tiden efter. Det må være én af klubbens ringeste præstationer nogensinde.
- Vi gjorde vel ikke én ting rigtigt. Tilmed lavede vi 20-30-40 uprovokerede fejl, og så kan man ikke spille fodbold, sagde Kristian Bak Nielsen til TV2 Sport efter kampen.
Oveni var uheldet i den grad ude efter midtjyderne. Morten "Duncan" Rasmussen blev skadet allerede efter to minutter, men klarede sig dog 20 minutter mere, inden han lod sig skifte ud med Jude Nworuh.
Inden der var spillet 10 minutter af anden halvleg, havde FCM udskiftet endnu to skadede spillere. Det var denne gang Kristian Bak Nielsen og Petter Andersson.
Mens FC Midtjylland kæmpede for bare at få en smule styr på spillet, så kunne hjemmeholdet nærmest alt. Deres angreb væltede frem mod FCM-forsvaret, og det var billigt, at AaB kun førte 1-0 ved pausen på mål af Nicklas Helenius.
Bare fem minutter efter pausen blev det 2-0 på mål af Lasse Nielsen, og herfra havde gæsterne ikke noget at komme med.
3-0 blev sat ind med en lille halv time tilbage af Kasper Kusk.
Det blev en helt igennem elendig aften for FCM, der allerede inden kampen var præget af mange skader og havde Izunna Uzochukwu i karantæne. Derfor var blandt andre Jesper Lauridsen og Mads Pedersen i startopstillingen, men altså uden det store held.


Annonce fra avisen
Se flere annoncer fra avisen














