Voldtægtsmand sendt på koranskole
Den 17-årige mand fra Gullestrup, som er kendt skyldig i at voldtage en 10-årig pige i Gullestrup sidste år, blev i 2011 sammen med sin lillebror sendt på genopdragelseslejr i Somalia.
Det kom torsdag formiddag frem, da Retten i Herning gik i gang med den afsluttende dokumentation og procedurer om strafudmålingen i sagen.
Flygtede fra skolen
I Retten oplæste forsvarer Jeppe L. Jepsen sin klients forklaring, og heri lød det blandt andet at den 17-åriges mor mente, at drengen og hans bror var blevet for danske. Derfor blev de sendt til hendes familie i Somalia for at blive genopdraget.
Her blev de to drenge ifølge den 17-årige holdt fanget og bundet i familiens stald i tre-fire uger, inden de blev sendt på koranskole.
Det lykkedes dog den 17-årige og hans lillebror at flygte fra skolen.
Voldtægt var nødråb
Da sagen var for retten i juni, forklarede den 17-årige mand, at overgrebene mod pigerne var en form for nødråb, fordi han ville hjemmefra. Han ville have Herning Kommune til at se, at der var noget galt i hjemmet.
Den unge mand forklarede, at hans mor var ekstremt religiøs, og han fortalte, at han ikke fik lov til noget som helst i hjemmet.
Læs flere detaljer fra Retten i Herning på aoh.dk i løbet af formiddagen.


Annonce fra avisen
Se flere annoncer fra avisen













