Vreden

Vreden. Hun kunne mærke vreden, mærke hvordan den pludselig kom frem i hendes indre hjerne. ”Du ligner en, der har røven fuld af penge.”
Råb, skrig, døre, rindende vand, veninde, fyre, et toilet, en bås.
En hård kamp for overlevelse. Hun skulle overleve! Hendes sidste funktionelle hjerneceller satte ind, trods sprut, trods sved, trods den var halv fem om morgenen på diskotekets lokum.
Regnen silede ned, de sidste var på vej hjem. Men hun var der, de var der og hendes veninde var der. Sådan burde man ikke behandle folk, ikke klokken halv fem om morgenen, når ens øjne er bedugget af den mængde alkohol man havde slynget ned. Det var jo gratis, det var jo torsdag, og man var vel lækker. Måske lidt for lækker. For lækker til at blive taget alvorlig, for lækker til at blive respekteret.

Nu var hun blot en klud, en klud han ville bruge, fordi han ikke brød sig om hendes penge kommentar. Han kunne jo bare lade være at gå klædt sådan, være så frembrusende. Sådan var hendes verden, en verden hvor man sagde hvad man mente, især klokken halv fem om morgenen! Men det var nu, det var her det skete og det gik hurtigt. Lamperne brændte svagt på det rokoko inspireret kælder toilet. Han tog fat i hendes arm, skreg et eller andet som ingen vil gengive, og så hev han hende ned på jorden. Hun slog ham, adrenalinen pumpede i hendes fingre, hendes tæer, hendes mave. Ruset gik over forventning ud i hendes knoer, og den sad fabelagtigt på hans dyre næse.
Hun skulle brække sig, kampen for overlevelse, var for intens. Så hun brækkede sig. Udover ham og hans dyre t-shirt. ”Fuck dig”, skreg hun i sin fuldskab og mangel på samme.

Vennerne måbede, han selv lyste af ild. Han fæstnede sit greb om hendes overarme, og så skete det. Han bankede hendes hoved ind i væggen. Ikke voldsomt, bare nok til at han kunne slæbe hende med ind i båsen. Båsen hvor de 100 festglade mennesker havde gjort deres buisness. Skidt, tisset, ørlet, haft sex. Og nu lå hun der, klar til at blive misbrugt. De andre havde taget veninden, lukket munden på hende og holdt hende fast. Hun forsøger at skrige, sidder derovre i hjørnet af rummet, mens de to venner snakker nedladende til hende. Aer hende over håret over hendes ynkelighed.
Nu var det op til hovedpersonen, hende som han havde taget fast og ville bruge.

Båsen var lille, trang, ubehagelig kold. Han hev hende i håret, vendte hende rundt på maven, og pressede hendes ansigt ned mod de misfarvede fliser. Hun kunne ikke bevæge sig. Sad fast i hans greb. Hendes øjne flakkede rundt, efter han havde slået hende. Han knappede de dyre Levis bukser op. Kiggede ondskabsfuldt og lystent på hende. Hun kunne ikke komme til sig selv, hun skulle lige bruge et par minutter, fange det svage lys fra pæren, måske finde noget hun kunne slå med. Rummet svimlede om hende, hun mærkede end ikke, at han havde hende, hvor han ville have hende. Hun mærkede kun et ubeskrivelig psykisk smerte.
Hun var lille, skrøbelig, ikke til at glemme, når hun kom gående igennem rummet i stiletter med selvsikkerhed og vind i det korte drengehår. Hun var rå, ikke som de andre piger. Men stadig var hun feminin, man var ikke i tvivl om, at her kom hun gående. Pludselig var hun der, det næste øjeblik snakkede hun med en fremmed fyr. Hun var ikke genert, gjorde alt for altid at smile, også selvom hun ikke kunne fordrage dem hun snakkede med. Hun var selvstændig, selvsikker, selvbevidst, men genert. Genert når hun kunne lide nogen, om det så var en dreng eller en pige hun kunne lide. Men hun var ikke til at tage fejl af! Folk huskede hende!
Nu ville hun huske ham, til evig tid.

Han bed hende i halsen, kastede hende rundt i denne lille klaustrofosbiske bås. Hun bed hul på hende, han ville æde hende. Men nu var hun klar. Hun var klar til at kæmpe for sit liv, sin værdighed, sin stolthed og sine dyder. Det var hvad hovedpersonen lavede; hun kæmpede for sit stærke liv på den ene kvadratmeter, som de var på. Fægtede med sine arme, men han havde taget. Han var større. Han var ækel. Han bed hårdere og hårdere fast i hendes hukommelse, og hun vidste at han aldrig ville forsvinde fra hendes krop. Hun så den sidste udvej, men måtte handle hurtigt. Hurtigere end hun nogensinde havde handlet før. Så hun gav sig hen til ham, sagde til ham, at han måtte gøre hvad han havde lyst til, men så ville hun også have det sjovt. Han var forskrækket, havde ikke regnet med sådan et udfald, og så holdte han op med at bide, men prøvede derimod at være blid mod hende. Ikke tage hende mod hendes vilje. Men hun var udspekuleret, så da hun kunne komme til det, plantede hun sin ti centimeters stilethæl på han fod, og så lagde hun vægt i. Han veg sig sammen i smerte, og hun blev ved. På den anden fod, på begge hans fødder. På samme tid. Da hun kunne, hev hun ham op, skubbede ham ud af båsen. Hun vendte ham rundt, hamrede ham hårdt i nosserne, så ham græmmede af ukendelig smerte, og så satte hun sig ned. Tog fat om hans boller, klemte til og sagde; ”Jeg flækker kraniet på dig, hvis du nogensinde kommer på tværs af mig igen!” Så kyssede hun ham kinden, klemte til og rev. ”nogensinde,” sluttede hun af.
Hans venner var mundlamme, holdte ikke hendes veninde hen længere, men farede derimod over mod deres kammerat, der lå krympet sammen som et lille hjælpeløst barn, der var faldet og havde slået sit knæ. Barnet vidste bare, at det ville blive værre, når det blev ældre og solen ville stå op. Han peb, havde ikke regnet med at blive overruled af en lille spinkel pige.

Men hun løb.
Morgenluften slog hende i det forgrædte ansigt, da hun løb gennem gågaden. Hun kunne ikke græde højt, hun kunne ikke tænke, hun kunne kun finde ud af løbe. Men det gjorde hun også godt. Fuglene sang allerede, de sidste by-gængere grinte i deres morgenfuldskab, solen prøvede at trænge igennem de tunge regnfyldte skyer. Det dug regnede, men det duftede godt. Det duftede nyt og frisk, hun følte sig gammel og brugt. Over sidste salgsdato! Nu var der bare hende. Gennemblødt og på vej hjem til en anden, ikke sig selv. Hun ville ikke kunne lægge i sin egen seng alene, uden nogen. Hun begyndte at gå, selvsikkert, ned af de smalle gader i byen. Hun tørrede øjnene, rettede på tøjet og så ringede hun på. Hun kunne høre hvordan han rejste sig inde fra sengen og søvndrukkent var på vej over mod døren.
”Pernille…. Hvad laver du her? Klokken er næsten 6 om morgenen.” Hun havde gået rundt i næsten en time, men hun kunne intet huske, faktisk var hun blevet helt ædru. Hun gloede panisk på ham, kunne ikke sige noget, kunne ikke bevæge sig, og han stirrede bare på hende. ”Er du fuld?” Hendes ben kollapsede under hende, og pludselig lå hun nede på jorden, tudende. Men mundlam, intet kom ud af hendes mund. Han løb ud af døren og løftede hende op, bar hende ind på hans seng. Tog tøjet af hende, og lagde et tæppe og en dyne over hende. Hun kunne stadig intet sige, hun græd bare. Han holdte om hende, prøvede ikke på noget, de kendte knap nok hinanden. De havde mødtes en enkelt gang, men det var alt hvad hun kunne komme i tanke om. Det var den eneste, som hun havde lyst til at se. Hendes ben gik i kramper, stiletterne var af, det samme var det våde tøj. Pludselig kom der ord ud; ”Tak”. Han spurgte ikke hvad der var sket, hun var ikke klar til at fortælle ham det. Det skulle nok komme, i morgen ville hun fortælle ham det. Men nu var hun træt. Hun lå i hans arme, mens han sad og vuggede hende stille frem og tilbage. Hun kunne ikke kæmpe imod trætheden mere, hendes øjne lukkedes og så faldt hun i en meget dyb søvn. Hun ville fortælle ham det… i morgen! …