Af Ivan Hejlskov, ihs@herningfolkeblad.dk Tæt på rekord-mange skuespillere og talentspirer har meldt sig til audition på MCH Herning Kongrescenters opsætning af musicalen OLIVER
170 håbefulde talenter står næste weekend i kø for at komme i betragtning til de 45 roller i familiemusicalen OLIVER der er den 27. egenproduktion i MCH Herning Kongrescenter og får premiere i april 2011.
- Vi er positivt overrasket over den store interesse for at blive en del af vores næste egenproduktion i MCH. Det er næsten på niveau med Disney-musicalen Beauty and the Beast, hvor vi havde 200 til audition i 2007, siger direktør i MCH for kultur og event, Claus Donslund.
Upoleret talent ønskes
Også instruktør Kim Harris glæder sig over den store tilstrømning af musicaltalenter. Det betyder, at der over tre dage, fra fredag til søndag, vil være audition i MCH Herning Kongrescenter:
- Det er fantastisk at have så mange at vælge imellem, og der er en god blanding af både etablerede navne og nye, talentfulde musicalspirer. Især håber vi at finde det upolerede talent, som kan overraske både os og publikum i Teatersalen, siger Kim Harris
Jansfort som Fagin
Rollen som Fagin er besat på forhånd og vil blive spillet af Karsten Jansfort, der flere gange har optrådt i Herning, bl.a. ved Comedieteatrets forestillinger i MCH Herning Kongrescenter. Karsten Jansfort var også med i Ny Gladsaxe Teaters Danmarksturné i 2009 med "Mød mig på Cassiopeia". Her spillede han "Komponisten".
Det er stadig muligt at melde sig til audition på OLIVER! via www.mch.dk/oliver.