Fredag 30. juli 2010, 17.59  PRINT | SEND | Del på Facebook
 

Det er blevet til mere end 40 år med biler

Asbjørn Merrild er som regel i gang med noget pladearbejde, men han tager også telefonen og laver aftaler med kunder, når mester og hans kone er på ferie.Foto: Henrik Ole Jensen
© Herning Folkeblad


Af Hanne Steen Hansen, hsh@herningfolkeblad.dk
Asbjørn Merrild fejrer jubilæum hos Lind Autoværksted og går på efterløn


Mekaniker og pladesmed Asbjørn Merrild har torsdag 5. august 25-års jubilæum hos Lind Autoværksted i Lind.

På værkstedet er det ham og kollegaen Hans Søvsø, der »passer hjemme«, når mester og hans kone er på ferie. Nikolaj Nielsen er mester, og Vita er mesters kone.

Asbjørn Merrild er født og opvokset i Lind og har boet der altid, bortset fra et par år i Herning. Nu har han adresse på Holmegårdsvej, hvor han skal i gang med en ny tilværelse. Han har nemlig besluttet at gå på efterløn efter jubilæet.

Det er også blevet til hele 40 år med bilreparationer, for han blev allerede udlært som mekaniker 31. december 1969 - hos Midtjysk Automobillager på Ringkøbingvej.

- Lige siden skoletiden vidste jeg, at det var det, jeg ville. Efter at jeg blev udlært, kom jeg til Shell i Lind, der lå, hvor Rema 1000 ligger nu. Det blev drevet af Preben Jepsen og min bror Jens Merrild. Jeg var på værkstedet, men jeg havde også været med til at passe Shells benzinstation i min læretid for at tjene lidt ekstra, fortæller han.

Preben Jepsen købte senere et andet værksted i Lind, og Asbjørn Merrild fulgte med.

- Da Preben lukkede værkstedet, kom jeg hertil. Nikolaj kontaktede mig, da han hørte, at Preben lukkede. Jeg har været så heldig i de 40 år, jeg har arbejdet med biler, at jeg kun har været arbejdsløs i 10 dage i forbindelse med jobskifte, fortæller jubilaren.

God kemi
Lind Autoværksted har nu fire ansatte, og både mester og hans kone er med i arbejdet hver dag.

- Der er en god kemi mellem mester og mig. Jeg kan ikke huske, der har været et ondt ord imellem os. Det bunder i gensidig respekt, siger Asbjørn Merrild.

Selvfølgelig er der en vis værksteds-jargon, og den er Vita Nielsen i øvrigt også med i, tilføjer han smilende.

Da han havde været på værkstedet i nogle år, rejste pladesmeden.

- Jeg kendte noget til det fra mit tidligere job hos Preben, så jeg lovede at blive pladesmed, »til vi fik en pladesmed igen«. Han kom aldrig! Nu går 75 procent af min tid med pladearbejde - at rette buler ud og så videre, fortæller Asbjørn Merrild.

Franske biler
Privatlivet deler Asbjørn Merrild med Grethe. Sammen glæder de sig til at komme ud at køre i en rød Autobianchi fra 1960.

- Det er en afart af en Fiat 500, og den er så lille, at man nærmest »ta’r den på«, siger han grinende.

Før de kan komme ud at køre, skal veteranbilen først samles. Asbjørn Merrild købte den fra et dødsbo med karrosseri og 20 kasser med bildele.

- Jeg kan ikke undvære at få olie på fingrene, forklarer han.

Ellers kører han gerne i franske biler, for tiden en Peugeot, og han kan også godt lide at reparere på franske biler, selv om mange tager sig til hovedet over det.

Han mener, at glæden ved det franske stammer fra hans læretid.

Hans første bil var formentlig en Ford Taunus, men den næste var en Simca.

- Dengang var min arbejdsgiver Simca-forhandler, og de havde også russiske biler som Moskovich - og så havde de Autobianichi’en, husker han.

Asbjørn Merrilds anden store fritidsinteresse er fugle. Han har tidligere haft både finker, astriller og dværgpapegøjer og er medlem af Herning Fugleforening.

Efter at han og hans kone er flyttet til et andet hus for et års tid siden, har han endnu ikke fået etableret en ny voliere.

Hårdt ved knæene
Om sin nye tilværelse som efterlønner siger Asbjørn Merrild, at tidspunktet er godt - ikke mindst for hans knæ og hofter.

- Dengang vi var unge, sagde de gamle altid til os, at vi skulle »ta’ en sæk og lægge de knæer på«. Der var jo ingen lifte dengang, siger Asbjørn Merrild.

Han konstaterer, at man tror, man er usårlig som ung, men efterhånden bliver man klogere.

Til familien hører to sønner. Brian bor i Herning og er elinstallatør, mens Allan bor i København og er udsendt til Afghanistan for Livgarden.

I anledning af jubilæet er der reception fredag 13. august klokken 13 hos Lind Autoværksted.


Del på Facebook
Fakta
 
 
Artiklen har 0 anbefalinger
 
Se også

 
 
 
INGEN KOMMENTARER
 

Indsend kommentar


Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

AFSTEMNING
Hvilken koncert har været den største oplevelse i MCH:
 

SENESTE KOMMENTAR

 

VEJVISER SØGNING
Søg lokale virksomheder og privatpersoner

 

 
På aoh.dk finder du også:

 
Mediehuset Herning Folkeblad - østergade 21 - 7400 Herning - 96 263700 - hf@herningfolkeblad.dk
Om AOH.dk | Presseetik | Ophavsret | Tip redaktionen | Sitemap | AOH.dk som startside | Kontakt

Valid XHTML 1.0 Transitional

Valid XHTML 1.0 Transitional

Ikast Avis