Af Mona Maul, mom@herningfolkeblad.dk Gospel FC har 10-års-jubilæum og fejrer det med en gospeldag, hvor alle kan være med
Gospel FC i Sdr. Felding fylder 10 år i oktober, så kor og ledelse har i den anledning arrangeret en gospeldag lørdag 9. oktober med workshop og koncert. Arrangementet finder sted på Sdr. Felding Skole, hvor arrangørerne håber at se rigtig mange tidligere kormedlemmer, ligesom man gerne ser kommende sangere og alle andre, som har lyst til at prøve at synge gospel for en dag i workshoppen.
Gospel FC (Gospel for Christ) tæller i dag 35 sangere, fire musikere og dirigent Jens Erik Kristensen, som også er organist i Sdr. Felding- og Troldhede kirker. Sangerne kommer fra et større geografisk område som for eksempel Herning, Videbæk, Kibæk, Skarrild og Skjern.
Penge til Folkekirkens Nødhjælp
Gospeldagen kulminerer med en koncert klokken 16 i småbørnsskolens aula, som alle er velkomne til at overvære. Adgangsbilletten koster 40 kroner.
- Vi har besluttet at give halvdelen af entréindtægten til Folkekirkens Nødhjælp, og vi glæder os til at se rigtig mange til både workshop og koncert. Det er jo første gang, vi forsøger os med en workshop, så vi er lidt spændte på, om det vil bære, siger Jens Erik Kristensen.
Gospel FC vil snart hænge plakater op i et større geografisk område omkring Sdr. Felding for at gøre opmærksom på dagen, ligesom der vil blive delt flyers ud. I øvrigt kan man læse mere om jubilæums arrangementet på korets hjemmeside på adressen www.gospelfc.dk og fristen for tilmelding til workshoppen er 30. september til Jens Erik Kristensen.