Af Jesper Wind, jwi@herningfolkeblad.dk Kristendemokraterne i Herning er klar til folketingsvalg
Kristendemokraterne i Herning Kommune er klar til at dyste om vælgernes gunst ved det kommende folketingsvalg. På et opstillingsmøde forleden blev to kandidater opstillet. I Herning Nord er det gårdejer Jens Kr. Nielsen fra Hodsager. Den 42-årige landmand går ind i politik, fordi »der er nogle helt urimelige love og prioriteringer i vores ellers dejlige og velfungerende land«.
- Har man blot en lille stald med grise, vil man over få år modtage kontrolbesøg fra ikke mindre end syv forskellige instanser. Lad os bruge nogle af de penge, der går til kontrol, på at bevare små skoler og plejehjem i udkantsområder, siger Jens Kr. Nielsen.
KDs kandidat i Herning Syd bliver en erfaren politiker. Det er Jens Ove Kjeldsen, Hammerum, der gennem 28 år sad i Herning Byråd. Den 65-årige Jens Ove Kjeldsen ønsker en politisk kursænding i Folketinget.
- Der er desværre alt for mange eksempler på, at Kristendemokraterne mangler i Folketinget. Vi må have mere medmenneskelighed over for de syge, de fremmede, de fattige og de ufødte, siger Jens Ove Kjeldsen.